Stort tillykke: Prins Joachim fylder 47

Prins Joachim kan den 7. juni fejre sin 47 års fødselsdag. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Prins Joachim kan den 7. juni fejre sin 47 års fødselsdag. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I dag kan prins Joachim fejre sin 47 års fødselsdag.

Prins Joachim blev født den 7. juni 1969 og kan i dag fejre sin 47 års fødselsdag.

Ved dåben i Aarhus Domkirke den 15. juli samme år fik han navnene Joachim Holger Waldemar Christian og titlerne prins til Danmark, greve af Monpezat.

Joachim indgår i arvefølgen til tronen og er rigsforstander, når dronningen og kronprinsen er ude af landet.

Prins Joachim gik på Krebs’ Skole i perioden 1974-1982, heraf på Amalienborg i perioden 1974-76. I perioden 1982-1983 var Prins Joachim kostskoleelev på École des Roches, Normandiet i Frankrig. I 1986 blev Prins Joachim student fra Øregaard Gymnasium, og i perioden 1986-1987 arbejdede Prins Joachim på en farm ved Wagga Wagga i Australien.

I 1991-1993 gennemførte han agrar-økonomuddannelsen på Den Classenske Agerbrugskole Næsgaard på Falster.

Militær karriere

Prins Joachim er lige som sin storebror uddannet inden for militæret. Han startede som rekrut i dronningens Livregiment i 1987, og i 1988 blev han udnævnt til sergent. Året efter fulgte en udnævnelse som løjtnant.

I 1990 blev Joachim udnævnt til premierløjtnant af reserven og i 1992 fulgte, efter gennemførelse af videreuddannelsestrin I for officerer af reserven (VUT I), udnævnelse til kaptajn af reserven. Fra 1996 til 2004 var Prins Joachim chef for en kampvognseskadron i mobiliseringsstyrken ved Prinsens Livregiment og fra 2005 tilknyttet Danske Divisions stab som major af reserven.

Efter udnævnelse til oberstløjtnant af reserven i 2011 er Joachim udpeget til chef for Forbindelsesofficersgruppen i Totalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland.

I april 2015 blev Joachim udnævnt til oberst af reserven i Hæren.

Privatlivet

På hjemmefronten har prinsen været igennem lidt af hvert. Hans første ægteskab med Alexandra endte i skilsmisse i april 2005. Parret har to børn, prins Nicolai og prins Felix, og de deler forældremyndigheden.

Den 24. maj 208 blev Joachim gift med Marie Agathe Odile Cavallier, som herefter blev prinsesse Marie, grevinde af Montpezat.

Joachim og Marie har ligeledes fået to børn – prins Henrik fra 2009 og prinsesse Athena fra 2012.

Powered by Labrador CMS