Stort tillykke: Prins fylder 14
Prins Sverre Magnus af Norge fylder tirsdag 14 år. Han blev for alvor kendt for sit "dab", da han var 11 år.
Prins Sverre Magnus af Norge er ikke bange for at kaste sig ud i sportsgrene, der har noget action over sig.
Ifølge det norske kongehus hjemmeside dyrker prinsen blandt andet alpint skiløb og BMX. Det er begge sportsgrene, der kan give nogle knubs.
Artiklen fortsætter under videoen
Derudover elsker prinsen også at surfe og dyrke vandsport ligesom resten af hans familie.
Tirsdag den 3. december kan den sportsglade prins fejre sin fødselsdag, når han fylder 14 år.
Prins Sverre Magnus er søn af den norske tronarving kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, og de fleste lærte for alvor den unge, norske prins at kende, da han for tre år siden modtog meget positiv opmærksomhed.
Det skete, da hans bedsteforældre – det norske kongepar – fejrede deres fælles 80-års fødselsdag, og prins Sverre Magnus valgte at “dabbe”, da den royale familie stod samlet på balkonen.
At “dabbe” er en dansebevægelse, der er blevet meget populært blandt unge de seneste år, og den lille video af prinsen på balkonen gik viralt over hele verden.
Helt samme opmærksomhed har prins Sverre Magnus ikke fået det forgangne år, men han har dog deltaget i flere store begivenheder.
Blandt andet blev hans storesøster, prinsesse Ingrid Alexandra, konfirmeret i slutningen af august.
Til konfirmationen var der også et dansk islæt, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt deres søn prins Christian var med til fejringen.
Prins Sverre Magnus har foruden Ingrid Alexandra også en storebror, 22-årige Marius Borg Høiby, som kronprinsesse Mette-Marit har fra sit første ægteskab.