Stopper med DR-program
- Det er meningsfyldt, men det kræver også meget mentalt at være vært på DR-podcasten "Hemmeligheder", siger Sanne Cigale
En lytter har haft en affære med sin kærestes brors kæreste, mens en anden skammer sig over at have oprettet en sugardatingprofil.
Det er blandt de mange hemmeligheder, der er tikket ind til Sanne Cigale, der bestyrer DR-podcasten "Hemmeligheder".
Men fremover bliver det Ida-Sophia Petersen, som tager imod dem.
Sanne Cigale stopper som vært på programmet.
Det oplyser hun ifølge Ekstra Bladet.
- Det har været så meningsfuldt et arbejde, men det har været mere end et arbejde, siger hun til avisen og fortsætter:

Dag og nat
- Det har fyldt i mit hoved dag og nat - for hemmeligheder fra folk sover aldrig. Men det kræver også meget at bære rundt på så mange forskellige skæbner.
"Hemmeligheder" er en slags skriftestol, hvor lyttere anonymt kan ringe ind og dele deres inderste med værten, alle de andre lyttere og en kendt gæst, som også skal dele en hemmelighed.
Tidligere har den populære pianist Philip Faber, den kendte komiker Thomas Warberg og X Factor-dommeren Oh Land blandt andre siddet med.
Været barselsvikar
Lyttere af "Hemmeligheder" kender allerede Ida-Sophia Petersens stemme. Hun har nemlig været barselsvikar for Sanne Cigale på programmet.
Sanne Cigale fortsætter i øvrigt på DR, oplyser hun til Ekstra Bladet.
Her skal hun lave et nyt tv-program.
