Stjerneskuespiller modtager ærespris 

Hun har modtaget flere store filmpriser gennem årende, men aldrig en ærespris - før nu

Offentliggjort

Barbra Streisand modtager ærespris i Cannes

Barbra Streisand hædres med Honorary Palme d'Or ved Cannes filmfestival.

Hun anerkendes for sin indflydelse på popkulturen i det 20. århundrede.

Æresprisen overrækkes ved en ceremoni den 23. maj.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

For sin indflydelse på popkulturen i anden halvdel af det 20. århundrede modtager den 83-årige amerikanske sanger og skuespiller Barbra Streisand æresprisen Honorary Palme d'Or ved filmfestivalen i Cannes.

Det oplyser den franske filmfestival i en pressemeddelelse, hvor hun bliver kaldt for "den legendariske syntese mellem Broadway og Hollywood".

- Barbra Streisand er lige så kraftfuld som sin klare mezzosopranstemme, der spænder over to oktaver. Hun er lige så fri og uafhængig og ekstravagant og ukonventionel i sit liv, som hun er i sit arbejde, lyder det blandt andet i begrundelsen.

Her bliver Barbra Streisand beskrevet som "legemliggørelsen af den amerikanske drøm".

Hun fik sit gennembrud i 1962 i Broadway-musicalen "I Can Get It for You Wholesale".

To år efter medvirkede hun i "Funny Girl" på de samme skrå brædder.

Bedste Kvindelige Hovedrolle 

I 1968 blev musicalen filmatiseret, og Barbra Streisand genoptog hovedrollen, som året efter indbragte hende en Oscar i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle.

Karrierens anden Oscar modtog hun i 1977 for musikken til "A Star Is Born", som hun også medvirkede i.

Æresprisen blev uddelt for første gang i 1997. Her blev den tildelt den svenske filmskaber Ingmar Bergman.

Siden er den blevet givet til blandt andre skuespiller og instruktør Clint Eastwood, den tredobbelte Oscar-vindende skuespillerinde Meryl Streep og senest til skuespillerne Robert De Niro og Denzel Washington.

Barbra Streisand kan udover Cannes-hæderen også kalde sig for EGOT-vinder. Det betyder, at hun er indehaver af både en Emmy, en Grammy, en Oscar - to i hendes tilfælde - samt en Tony.

Beæret 

Barbra Streisand siger i en pressemeddelelse, at hun "er beæret over at slutte sig til selskabet af modtagere".

- I disse udfordrende tider har film evnen til at åbne vores hjerter og sind for historier, der afspejler vores fælles menneskelighed, siger hun blandt andet.

Barbra Streisand får overrakt æresprisen ved en ceremoni den 23. maj.

Også Ringenes Herre-instruktøren Peter Jackson får en ærespris til årets filmfestival i Cannes.

Powered by Labrador CMS