Stjal showet i ét-benet Flo-Jo catsuit

Serena Williams gjorde sig mandag bemærket på mere end én måde ved Australian Open

Udgivet Opdateret

Det amerikanske tennisikon Serena Williams jagter i disse dage sin 24. single grand-slam titel. Det sker ved Australian Open, der lige nu afvikles i Melbourne.

Stjernen spillede sin første kamp mandag den 8. februar og her gjorde hun sig ikke alene bemærket med en knusende sikker to-sæt sejr på 6-1, 6-1 over tyske Laura Siegemund, men i høj grad også via sit outfit.

Artiklen fortsætter under videoen

Serena Williams, som ikke bare er kendt for sine fabelagtige tennisevner, men som også er blevet et modeikon indenfor sin sport, stillede nemlig op i en noget særpræget Nike spilledragt. Et ‘catsuit’ i pink, sort og orange, som derudover også skilte sig ud ved at bestå af et langt og et kort ben.

En hyldest til Flo-Jo

Ifølge stjernen inspireret af og som en hyldest til afdøde Florence ‘Flo-Jo’ Griffith-Joyner, der i sin aktive periode på atletikbanerne var verdens hurtigste kvinde og som gang på gang fik sine fans til at spærre øjnene op. For sine præstationer naturligvis, men i høj grad også på grund af sin påklædning og sine i øvrigt altid aldeles lange fingernegle.

”Jeg er inspireret af Flo-Jo, som var en vidunderlig, fantastisk atlet, da jeg voksede op. Man så hvordan hun prægede moden og hvordan hendes outfit var altid fantastisk. I år tænkte vi på, hvad vi kunne gøre for fortsat at fremhæve Serena Williams på banen,” forklarede hun ifølge New York Post efter kampen.

Små justeringer

Serena Williams benyttede også lejligheden til at rose Nike designerne, der har stået for den særprægede dragt.

“Jeg blev som – det her er jo helt fantastisk,” sagde hun og fortsatte: “Vi lavede lidt ændringer samt justeringer og det her er så resultatet.” 

Om stjernen også overrasker med sit spilletøj i næste runde skal være usagt. Vi afventer med spænding.

Powered by Labrador CMS