Spritkørsel smadrede hans karriere

En karriere hos de konservative kørte af sporet med spritkørsel. Nye forsøg i to andre partier bragte heller ikke Per Ørum Jørgensen på den politiske motorvej.

Per Ørum Jørgensen nåede i sin korte politiske karriere at være med i flere partier samt at være partileder. Her er han fotograferet ved et pressemøde for Kristendemokraterne. (Arkivfoto) – Foto: Marie Hald/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det tidligere konservative folketingsmedlem og kristelige partileder Per Ørum Jørgensen, som 9. december fylder 50 år, ville politik så meget, at han i en politisk karriere på seks år nåede at være med i hele tre partier.

Alkohol slog dog ambitionerne ud af kurs. I dag er han forlængst videre i en karriere som lobbyist, hvor han trækker på sin viden om politik.

Artiklen fortsætter under videoen

Den oprindeligt butiksuddannede Per Ørum Jørgensen kom i Folketinget i 2005 valgt for Konservative.

I 2010 stoppede det hele med en knaldhård opbremsning, da spirituskørsel og personlige problemer tvang ham til orlov fra Christiansborg og på afvænning.

Efter få måneder meldte han sig klar igen. Dog uden partiets velsignelse. Derfor meldte det vestjyske folketingsmedlem sig ud for at blive løsgænger.

Skiftede parti

Men kun kort tid, for i juni 2010 blev Per Ørum Jørgensen kristendemokrat og året efter også formand for partiet. Dog kun indtil 2012, hvor et flertal i partiet stemte for ikke at genindstille ham til posten.

Officielt hed det kommunikationsproblemer og brug for nye kræfter. Men i partiets kernefamilieorienterede bagland var det også ugleset, at Ørum ville flytte fra Vestjylland til København for at bo sammen med sin nye kæreste og hendes børn.

Konservativ igen

Efter et kort og mislykket forsøg med sit nystiftede parti, Det Demokratiske Parti 2012, blev Per Ørum Jørgensen medlem af Konservative for en tid igen.

Og i stedet for politik fik han job som rådgiver på Behandlingscenter Tjele med speciale i alkoholafvænning, hvor han selv havde været i behandling.

Lobbyist

I 2013 startede han egen public affairs-virksomhed med det formål at skaffe sine kunder større politisk indflydelse. Dengang afsvor han sig betegnelsen lobbyist, “som kan give associationer til lettere lyssky adfærd”.

Siden juni i år har Per Ørum Jørgensen været kommerciel direktør i Influenter, som lobbyer for virksomheder over for særligt kommuner og regioner.

Powered by Labrador CMS