Splittelse i kongefamilien: Joachim vender familien ryggen
Kongehusekspert mener, at to års fravær til sommerfotografering på Gråsten Slot danner et mønster. Der er kurrer på tråden mellem prins Joachim og dronning Margrethe.
For andet år i træk deltog prins Joachim og prinsesse Marie ikke i den årlige sommerfotografering på Gråsten Slot. I år var undskyldningen også, at parret var draget på ferie i udlandet. Det skriver Se og Hør.
Kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen er ikke det fjerneste i tvivl om, at der må være problemer i forholdet mellem mor og søn.
– Det er jo fuldstændig som i enhver anden familie – der må være en eller anden kurre på tråden. Når man ser gentagelsen, så danner det jo et mønster, siger han til Se og Hør.
Prins Joachim overrender heller ikke sin mor på andre tider af året. Det blev kun til et lynvisit i julen og ved en slags åbent hus-arrangement arrangeret af regentparret i påsken på Marselisborg Slot blev dronning Margrethe atter skuffet. Billed-Bladet skrev tidligere, at både prins Joachim og prinsesse Marie blev væk. De slappede af på Schackenborg, som de stadig bruger til ferie efter salget.