Spice Girl udvandrer fra live-tv

Melanie Brown blev rasende, da Simon Cowell jokede om sangerindens forliste ægteskab.

Melanie Brown bekendtgjorde sin skilsmisse fra Stephen Belafonte i marts 2017. Foto: Gus Ruelas/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

På live-tv kan alt ske, og under tirsdagens udgave af “America’s Got Talent” tog udsendelsen en uventet drejning på grund af Spice Girls-sangerinden Melanie Browns privatliv.

Det skriver E! News.

Sammenlignede show med Melanies forliste ægteskab

Da kunstneren Demian Adiya havde været på scenen og skulle modtage kritik af de fire dommere, var Simon Cowell ikke videre imponeret og sammenlignede Adiyas show med meddommeren Melanie Browns forliste ægteskab.

– Jeg synes, at det (showet, red.) er ligesom Mel. B’s bryllupsnat. Masser af forventninger, men ingen løfter, sagde Cowell ifølge E! News.

Den bemærkning fik Spice Girls-sangerinden til at tage sit krus med vand og kyle det i hovedet på Cowell og efterfølgende udvandre.

Det fik showets chokerede vært, Tyra Banks, til at udbryde, at Melanie Brown var væk.

Melanie Brown i skilsmisse



Melanie Brown ligger i øjeblikket i skilsmisse med Stephen Belafonte, som hun giftede sig med i 2007.

I marts begærede Spice Girls-stjernen skilsmisse under heftige anklager om, at hun angiveligt er blevet udsat for blandt andet sexafpresning og fysisk og psykisk vold af Belefonte.

Belafonte derimod hævdede, at sangerinden frembragte usandheder for at få forældremyndigheden over parrets datter samt få økonomisk vinding.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS