Spice Girl udlover stor dusør: Fang tyven

Den tidligere Spice Girl Melanie Brown har haft indbrud i sin bil, og nu udlover hun en stor dusør.

Udgivet Opdateret

Den tidligere Spice Girl Melanie Brown gjorde sig lørdag en ubehagelig opdagelse, og nu beder hun sine fans om hjælp.

I løbet af natten smadrede en mand nemlig ruden på sangerindens bil, der stod parkeret uden for hjemmet i Beverly Hills.

Og han løb efterfølgende af sted med to fyldte kufferter.

Udlover dusør

Det har nu fået den 41-årige sangerinde, der er bedre kendt som Mel B, til at udlove en dusør på 5000 dollar til den, der hjælper hende med at fange tyven.

På det sociale medie Instagram har sangerinden delt nattens overvågningsvideo.

Hun opfordrer sine følgere til at hjælpe med at finde ud af, hvem tyven er.

– Jeg er ligeglad med, hvem der er involveret. Jeg vil have denne fyr fanget, skriver hun på billeddelingsmediet.

Anmeldt til politiet

Sangerinden, der er bedst kendt som “Scary Spice” fra pigegruppen Spice Girls, der havde sin storhedstid i 90’erne, fortæller i opslaget, at politiet er på sagen.

– Men jeg har brug for jeres hjælp nu, skriver hun.

Melanie Brown har efter sin kometkarriere i Spice Girls været dommer i en række forskellige talentprogrammer, heriblandt den australske og britiske udgave af X Factor.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS