Solgt! Chefredaktør sælger penthouselejlighed for stort millionbeløb
Der måtte dog justeres lidt i prisen.
I foråret satte Cecilie Ingdal, der sidder i chefredaktørstolen hos Danmarks største modemagasin Elle, sin vilde penthouselejlighed til salg.
Kun 15 dage efter kom der en købsaftale i hus – og nu kan modedronningen altså vinke farvel til det eksklusive hjem midt i København efter mere end et årti på adressen.
Det skriver boligsitet Boliga.dk.
Salgstiden på omkring to uger er langt hurtigere end gennemsnittet for ejerlejligheder i København, der i årets første halvår lå på 165 dage.
Men Cecilie Ingdal har da også været til at handle med – det afslører den netop tinglyste salgspris: Køberne har nemlig overtaget nøglerne til den 150 kvadratmeter store lejlighed for 1,3 millioner kroner under udbudsprisen på 15 millioner kroner.
Ingdal købte oprindeligt hjemmet på Sankt Annæ Plads tilbage i 2007. Siden da har hun bygget om, og i dag tæller lejligheden blandt andet en 45 kvadratmeter stor tagterrasse, der ifølge liebhavermæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen, har udsigt til byens tage.
Fra et modehjem til et andet
Selvom Cecilie Ingdal – som blandt andet står i spidsen for det årlige modeshow Elle Style Awards – nu har solgt sin lejlighed, så behøver hun ikke kigge efter et nyt hjem – det har hun nemlig allerede.
Tilbage i januar købte hun en 194 kvadratmeter stor villa i den mondæne, københavnske bydel Frederiksberg for 17 millioner kroner – og det var ikke hvem som helst, hun købte den af, skriver Boliga.dk.
Den hvide villa fra 1870 var nemlig allerede et modehjem ejet af influencer og stilikon Pernille Teisbæk og manden Philip Lotko, der er medstifter af regntøjsfirmaet Rains.
Parret købte huset tilbage i 2017 for 12,9 millioner kroner, og nu har Ingdal altså overtaget det – tre år efter – for fire millioner kroner mere.
Elle blev lanceret i 2008 – og siden da har Cecilie Ingdal haft rollen som modebladets chefredaktør.
Du kan se billeder af lejligheden HER.