Slot hjemsøgt af spøgelser: Dronning er ikke bange

Den svenske dronning Silvia er ikke bange for de spøgelser, som hun påstår hjemsøger et af familiens slotte.

Dronning Silvia er på ingen måde bange for de små spøgelser på slottet. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvide og grå damer, mænd uden hoved og uhyggelige gespenster.

Ethvert slot med respekt for sig selv har sagnomspundne historier om spøgelser, der hjemsøger gangene og skræmmer beboerne.

Og sådan er det også på det svenske slot Drottningholms Slot ved Stockholm.

Det bekræfter den svenske dronning Silvia i en ny dokumentarserie på SVT, hvor den svenske kongefamilie viser slottet frem for offentligheden.

– Her er meget historie, men også mange små venner – skal vi sige små spøgelser. Men de er alle meget venlige, lyder det fra dronning Silvia i dokumentaren.

Den svenske kongefamilie bor til dagligt på slottet, der også er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Dronning er ikke bange for spøgelserne

Selv er dronning Silvia dog på ingen måde bange for de små spøgelser på slottet.

– Man bliver ikke bange. Det er en venlighed, der bor her. Tænk bare, hvis de kunne tale, lyder det begejstret fra den 73-årige dronning.

Hun og familien valgte i 1981 at skifte slottet i Stockholm by ud med det mere landlige Drottningholm Slot. Og det er ikke en beslutning, de har fortrudt.

– Man lægger af og til mærke til, at man ikke er helt alene, så kom og mærk selv. Gå omkring her, når det er mørkt. Det er vældigt spændende, lyder det fra dronningen i dokumentaren.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS