Skuespillerinde med meget at leve op til

Geraldine Chaplin, datteren af den berømte far, fandt selv succes og anerkendelse i europæisk film ved hjælp af sprogkundskaber. Den 31. juli fylder hun 75.

Geraldine Chaplin fylder 75 år. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det har nok ikke været nemt at gå i sin fars fodspor, når der er tale om en af Hollywood’s mest berømte stumfilmstjerner.

Men det gjorde amerikanske Geraldine Chaplin, datter af Charles Chaplin, og i dag kan hun se tilbage på en skuespillerkarriere med et hav af priser og roller i internationale film.

Onsdag den 31. juli fylder hun 75 år.

Geraldine Chaplin forsøgte ellers i nogle år at bevæge sig uden om filmen. Hun brugte i stedet sin tid som balletdanser, hvilket blandt andet bød på et ophold på The Royal Ballet School i London.

Det varede dog ikke længe, og da hun omkring 20-årsalderen var i Paris for at danse, blev hun tilbudt en rolle i filmen “Doktor Zivago” (1965).

For sin rolle som hovedpersonens kone blev hun nomineret til en Golden Globe, og derfra hoppede hun med begge ben ind i filmverdenen.

Stor stjerne i eget navn

Siden er Geraldine Chaplin tre gange blevet nomineret til en Golden Globe, og i alt har hun vundet omkring 20 internationale priser.

Størst succes har hun haft i europæiske film, og den internationale anerkendelse er særligt blevet givet for hendes præstationer i spansktalende film såsom “Cria Cuervos” (“Den spanske ravn”, red.) fra 1975.

Det har kunnet lade sig gøre, fordi Chaplin som otteårig flyttede til Schweiz med familien, hvor hun lærte at tale flydende fransk og spansk.

Spillede sin farmor

Blandt de nævneværdige værker i nyere tid finder man filmen “Chaplin” fra 1992, hvor Geraldine Chaplin spiller sin farmor, Hannah Chaplin.

Også filmen “Hable con ella” (“Tal til hende”) fra 2002 af den berømte filminstruktør Pedro Almodóvar er værd at nævne. Filmen vandt en Oscar for bedste originale manuskript.

I disse år bliver Geraldine Chaplin ofte set på den røde løber med et stort smil, et ben stukket i vejret og en arm ud til hver side, og i de situationer er der ikke nogen tvivl om, at hun er datter af Charles Chaplin.

Men modsat faren har hendes roller oftest være seriøse, intense og rugende.

Siden 2006 har Geraldine Chaplin været gift med musikeren og skuespilleren Patricio Castilla.

Powered by Labrador CMS