Skuespillerinde dømt for trafikdrab
En kvinde blev dræbt.
Amy Locane, der blandt andet havde en rolle i første sæson af TV-serien Melrose Place, er blevet idømt otte års fængsel efter en fatal trafikulykke tilbage i 2010. Det skriver CBS News.
Det er ikke første gang, Amy Locane er blevet dømt i sagen, og CBS News skriver, at tre forskellige dommere har afsagt dom over Amy Locane fire gange. Derudover har Amy Locane allerede afsonet en af dommene, og alene derfor er det uvist, om hun ender med at afsone den nyligt afsagte dom.
Artiklen fortsætter under videoen.
Det er i udgangspunktet ikke muligt at dømme Amy Locane for den samme lovovertrædelse mere end én gang, og hendes advokat, James Wronko, kalder da også dommen for skandaløs.
Kvinde dræbt
Sagen, Amy Locane er dømt for, er fra 2010. Vidner har tidligere fortalt, at Amy Locane indtog flere genstande, før hun satte sig bag rattet i en bil. Hun ramte en anden bil, hvori Helene og Fred Seeman befandt sig. Helene Seeman blev dræbt, mens Fred Seeman overlevede, trods voldsomme skader.
Siden fulgte et juridisk slagsmål, og i 2013 blev Amy Locane idømt tre års fængsel. Hun blev prøveløsladt i 2015, men Nj.com skrev i forbindelse med prøveløsladelsen, at anklageren havde anket dommen.
I 2019 blev Amy Locane idømt fem års fængsel, en dom der siden blev afvist af en appelret, og torsdag blev Amy Locane så dømt for trafikdrabet igen, og denne gang lød dommen altså på otte års fængsel.
– Du valgte selv at drikke den dag. Du fortsatte med at drikke, og du arrangerede ikke kørelejlighed. Hvis ikke du havde sat dig bag rattet den aften, var det her aldrig sket, sagde Anegla Borkowski, sagens dommer, da Amy Locane blev dømt.
Den dømte har nu 45 dage til at anke dommen. Hendes advokat venter på at høre fra den amerikanske højesteret, der skal vurdere, om det er korrekt at idømme Amy Locane fængsel for den samme forseelse to gange.