Skuespiller: -Jeg var virkelig langt nede

Først da han gik efter at opfylde sin store drøm, faldt alt i hak

Udgivet Opdateret

- Uanset hvor du kommer fra, så kan du godt, hvis du bare vil det nok og finder de rigtige veje.

Sådan lyder det fra musicalstjernen Jesper Paasch.

Den 38-årige skuespiller portrætterer virkelighedens Nick Massi, der udgjorde en fjerdedel af kvartetten Frankie Valli & The Four Seasons, i den kommende danske udgave af musicalen om 60'er-kvartettens kurs mod stjernerne og bagsiden af rampelyset.

-Troede altid meget på janteloven

Musicalen er opkaldt efter det område, som de fire sangere kom fra, inden de kæmpede sig op på hitlisterne og indtog verdens største scener med hits som "Sherry", "Dawn" og "Big Girls Don't Cry".

- Jeg kommer fra en meget lille by, der hedder Jels, i Sønderjylland. Jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at jeg kunne ende med at stå på en scene og tage en rolle som den her, siger Jesper Paasch og fortsætter:

- Jeg havde heller aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg ville kunne leve af det. Jeg troede altid meget på janteloven. Men at det så er lykkedes nu, er jeg smaddertaknemmelig for.

Vender tilbage til Jels hver sommer

Jesper Paasch blev uddannet musicalperformer på Det Danske Musicalakademi i 2010.

Allerede da han var en helt lille purk i Jels, kastede han sig ud i scenekunsten på byens amatørteater, hvor han spillede vikingesagaer.

Selv om de fleste forestillinger i dag udspringer fra København, glemmer Jesper Paasch ikke sine rødder.

- Jeg er sønderjyde, så jeg har altid begge ben plantet godt og solidt på jorden, siger han og fortsætter:

- Jeg vender altid tilbage hver sommer og hjælper lidt til. Hele min familie er med. Jeg har også taget min søn med. Så er vi der to-tre uger og bor i en stor lejr og hygger os med alle de andre og spiller forestilling om aftenen, fortæller han.

- Det er dejligt at have et sted, man kan komme tilbage til.

-Jeg kunne ingenting

Derfor giver Jesper Paasch også tilbage til det lokalsamfund og de ildsjæle, som gav ham plads til at udfolde og udvikle sig, dengang han selv drømte om at stå på landets største scener.

Jesper Paasch har aldrig haft en plan B.

- Jeg prøvede at gå i gymnasiet. Jeg tog matematisk linje, selv om jeg er mest sproglig. Men jeg vidste ikke, hvad jeg ville, og matematisk linje åbnede flest døre. Men det var ikke mig, så jeg droppede ud og blev pædagogmedhjælper i nogle år. Og så gik jeg helt ned. Fuldstændig ned, fortæller Jesper Paasch åbenhjertigt.

- Jeg kunne ingenting. Jeg var ked af det og virkelig langt nede. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville med mit liv ... Men så tænkte jeg: Det kunne være, jeg skulle prøve at gå efter drømmen.

Jesper Paasch sang en masse - og skrålede faktisk med på Frankie Valli & The Four Seasons, som han smed på anlægget derhjemme, når han kom hjem fra skole, hvor de fleste andre smed sig i sofaen og stenede eftermiddagsserier - og så kunne han også godt danse lidt efter mange år som gymnast.

Blev mobbet som barn 

Jesper Paasch besluttede sig at give det et skud og søgte ind på scenekunstskolerne.

Det var på Musicalakademiet blandt ligesindede, at han endelig kunne ånde igen.

- Jeg har haft en hård barndom og oplevet mobning i skolen og sådan noget. Og så lige pludselig at gå fra det, til at jeg fik hul igennem, og noget faktisk lykkedes ... Først der startede kurven med at gå opad, fortæller Jesper Paasch.

- Nu er jeg et sted, hvor jeg er glad. Så nu hjælper jeg andre, der har det svært - eller som har den samme drøm, som jeg havde - med at komme videre. I hvert fald fra det amatørmiljø, hvor jeg kommer fra. Det er jo også det, "Jersey Boys" viser. Det er meget fedt, siger Jesper Paasch.

Har set musicalen i London 

Han har overværet musicalen i London sammen med sine danske kolleger, der fuldender kvartetten i den rød-hvide version af forestillingen, Søren Torpegaard, Johannes Nymark og Mikkel Hoé Knudsen.

"Jersey Boys" er én af de største internationale prisvindende musicalsucceser de seneste 20 år.

Efter verdenspremieren på La Jolla Playhouse i San Diego fik musicalen premiere på de legendariske Broadway-brædder i New York 2005.

Siden er den kommet til West End i London, og fra 4. oktober rammer "Jersey Boys" også Danmark.

- Jeg er blevet sindssygt tændt på at spille det nu, jubler Jesper Paasch.

- Før glædede jeg mig helt vildt meget. Men nu har jeg det bare sådan, at jeg ikke kan vente med at komme i gang, og at vi får lov til at give vores egen version og krydre det med vores krydderi.

"Jersey Boys" har premiere i Tivolis Koncertsal 4. oktober.

Siden drager musicalen på danmarksturné til Esbjerg, Randers, Aalborg, Odense, Viborg og Aarhus.

- Siden jeg lærte forestillingen at kende, har det været en af dem, jeg allerhelst ville spille, fordi jeg har dyrket musikken rigtigt meget med min far. Jeg har altid smidt den musik på, når jeg kom hjem fra skole. I stedet for at se tv-serie, så sad jeg og skrålede med, fortæller Jesper Paasch.
- Siden jeg lærte forestillingen at kende, har det været en af dem, jeg allerhelst ville spille, fordi jeg har dyrket musikken rigtigt meget med min far. Jeg har altid smidt den musik på, når jeg kom hjem fra skole. I stedet for at se tv-serie, så sad jeg og skrålede med, fortæller Jesper Paasch.
Powered by Labrador CMS