Sko-Flemming blev siddende på transportpinden

Flemming Hansen var transportminister i fem år, hvor hårde forhandlinger om Femern-forbindelsen, togforsinkelser og en IC4-skandale gav udfordringer.

Flemming Hansen blev Kommandør af Dannebrog i 2002. I dag fylder han 80 år. Foto: Claus Bech Andersen/Scanpix.m
Offentliggjort Sidst opdateret

Flemming Hansen brugte 23 år på Christiansborg som både ordfører og minister. Men inden hans politiske karriere tog fart, var han optaget af sko.

Han valgte som ung at uddanne sig merkonom, efter at han var færdig på en handelsskole i København. Og hans tidlige arbejdsliv brugte han som chefkonsulent i Danmarks Skohandlerforening.

Foreningen blev han senere næstformand og formand i.

Foruden at være chefkonsulent drev han skoforretninger i både Vejle, Fredericia, Odense, Esbjerg, Aarhus og Horsens.

Fredag 9. august fylder han 80 år.

Sko-FLemming

I 1984 blev han valgt ind i Folketinget, og her blev han på grund af hans fortid hurtigt kendt som Sko-Flemming.

Han var særligt aktiv som erhvervspolitisk ordfører, men vi kender ham nok bedst som transportminister under Anders Fogh Rasmussens regering. De fem år, han havde den titel, var ikke uden udfordringer.

En af de store sager, der lå på transportministerens kontor, var Femern-forbindelsen.

De hårde forhandlinger med Tyskland om en Femern-bro krævede sin mand, og han modtog især kritik for, at Danmark måtte løbe med den økonomiske risiko.

Derudover bøvlede han også med IC4-skandalen, hvor 83 IC4-tog var forsinket i flere år.

Statsrevisorerne konkluderede dog, at hovedansvaret for de forsinkede IC4-tog hverken lå hos den konservative minister eller DSB, men derimod lå det hos den italienske fabrikant AnsaldoBreda.

Privat er Flemming Hansen gift med Birgit Schultz Hansen, og han har to sønner.

Den ene af sønnerne er gået i farens fodspor. Niels Flemming Hansen er administrerende direktør i skokæden Holst Sko og konservativt medlem af Folketinget.

Powered by Labrador CMS