Skilles: - Det er en hård tid

Der er intet drama eller uvenskab mellem den professionelle danser Katrine Bonde Halby og musikeren Noam Bonde Halby

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter 14 år sammen som kærester er kærligheden brast mellem den professionelle danser Katrine Bonde Halby og musikeren Noam Bonde Halby.

Parret skal skilles.

Det oplyser Katrine Bonde Halby i et opslag delt på Instagram.

Ikke noget drama

Her understreger hun, at der ikke er noget drama eller uvenskab mellem dem. 

Beslutningen er truffet i fællesskab.

- Vi vil koncentrere os om at være gode forældre sammen til vores to dejlige børn, skriver Katrine Bonde Halby og fortsætter:

Går hård tid i møde

- Det er selvfølgelig en hård tid, vi går i møde. Men jeg er klar til at stille mig stærkt midt i stormen og komme ud på den anden side.

Katrine og Noam Bonde Halby mødte hinanden under "Vild med dans" tilbage i 2009, hvor sjette sæson valsede over skærmen. 

Parret dansede sig til en syvendeplads, men vandt hinanden.

Kort pause

Året efter gik de kortvarigt fra hinanden, men fandt siden sammen igen. 

I 2012 fik de sønnen Milas, og i 2017 kom datteren Saga til verden.

Noam Bonde Halby friede til en måbende Katrine Bonde Halby for åben skærm i "Go' Morgen Danmark" i 2013. 

Gift i 2016

Parret giftede sig i 2016. Men nu er kærligheden endegyldigt brast.

VILD MED DANS

Vild med dans er et dansk tv-program og dansekonkurrence, der blev sendt for første gang i 2005 på TV 2. 

Programmet er den danske udgave af det britiske tv-program og dansekonkurrence Strictly Come Dancing, og er en del af det internationale tv-koncept Dancing with the Stars, hvor en kendt personlighed parres med en professionel dansepartner, og efterfølgende skal konkurrere mod andre par i hovedsagligt standard- og latin-danse. 

Parrene bedømmes efter hver dans af et hold af dommere, som giver point mellem 1-10, og sammenholdt med seernes stemmer (gennem sms-afstemninger) besluttes det, hvilket par, der skal forlade programmet frem til finalen, hvor ét par kåres som vinder. 

Dommerpanelet har siden programmets start hovedsagligt bestået af Jens Werner (sæson 1-18), Anne Laxholm (sæson 1-18), Britt Bendixen (sæson 1-15 og 17-18), Allan Tornsberg (sæson 3-7), Nicolaj Hübbe (sæson 8-18) og Marianne Eihilt (sæson 16-18). 

Ved sæson 19 trådte Bendixen tilbage som dommer, og Sonny Fredie-Pedersen overtog.

Sæsonens tolv konkurrerende par bliver annonceret omkring juli-august, mens selve programmet forløber over tolv uger, som regel fra starten af september frem til slutningen af november.

Den professionelle danser skal hver uge lære den kendte person en ny dans indenfor standard- eller latin-genren, som skal fremføres live foran dommere og publikum, hvor sværhedsgraden og forventningerne fra dommerne vokser hver uge.

Programmets værter har gennem tiden varieret med blandt andet Andrea Elisabeth Rudolph (sæson 1-2 og 4-6), Claus Elming (sæson 2-14), Sarah Grünewald (sæson 10-18) og Christiane Schaumburg-Müller (sæson 7-9 og 15-18). 

Ved sæson 19 i 2022 overtog Martin Johannes Larsen værtsrollen for Schaumburg-Müller, og han og Grünewald var værter.

Kilde: Wikipedia

38-årige Katrine Bonde Halby arbejder som koreograf og danseunderviser. 51-årige Noam Bonde Halby gjorde sidste år comeback med sit band Johnny Deluxe.

Katrine Bonde Halby og Noam Bonde Halby mødte hinanden under 'Vild med dans' tilbage i 2009. Året efter gik de kortvarigt fra hinanden, men fandt siden sammen igen. Nu er kærligheden endegyldigt brast. (Arkivfoto).
Katrine Bonde Halby og Noam Bonde Halby mødte hinanden under "Vild med dans" tilbage i 2009. Året efter gik de kortvarigt fra hinanden, men fandt siden sammen igen. Nu er kærligheden endegyldigt brast. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS