Skal være med i Robinson
Der er lagt op til højspændt drama for overlevelse, når ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg byder velkommen til flere velkendte tv-personligheder
- Sæt i gang!, lyder det igen fra 6. september, når Robinson Ekspeditionen vender tilbage på TV3 og Viaplay efter et års coronapause.
Der er et par velkendte ansigter blandt årets deltagere.
Blandt andre finder man tv-vært Lisbeth Østergaards mand, Ralf Østergaard Christensen.
Amanda Sascha fra DR-programmet "De dyre piger" forlader også sine ekstravagante omgivelser og forsøger sig udi primitiviteten.
Forretningsmanden Ninos, som har donutdynastiet Bronutz sammen med tv-personligheden Türker, må også undvære de farvestrålende, syndige sager, når han skal kæmpe i kappestrid og mod øråd med minimal mad i maven.
Jakob Kjeldbjerg tilbage
Det er atter Jakob Kjeldbjerg, som er ekspeditionsleder, og der er lagt op til højspændt drama, fremgår det af traileren for årets sæson, som bliver den 22. ekspedition i rækken.
- Jeg skammer mig over at være jeres ekspeditionsleder. Der skal trækkes en alvorlig streg i sandet, raser den rutinerede vært over for sine deltagere.
Vinderen af titlen og trofæet rejser hjem til Danmark med en halv million kroner i bagagen.