Skal skildre Tina Turner
Sangeren Iris Gold indtager titelrollen som verdensstjernen i ny musical, der kommer til Danmark
- Selv den bitreste gift kan forvandles til medicin.
Sådan lød det i 2018 fra verdensstjernen Tina Turner, da hendes liv blev dramatiseret i "The Tina Turner Musical".
Nu kommer musicalen til Danmark for første gang.
Iris Gold indtager titelrollen som Tina Turner, og det er sangerens debut udi genren.
Det annoncerer produktionsselskabet Lion Musicals i en pressemeddelelse.
Forestillingen blev i sin tid skabt i samarbejde med Tina Turner selv, inden hun gik bort i 2023, 83 år gammel.

- Hele min historie
- Det har været utroligt vigtigt for mig at få mulighed for at dele min historie med publikum - hele min historie, sagde Tina Turner i anledning af musicalens verdenspremiere i 2018.
- Musicalen handler ikke om at være stjerne, men om hvordan jeg blev det. Jeg håber, at publikum forstår mit budskab: selv den bitreste gift kan forvandles til medicin.
Tina Turner fik sit store gennembrud i 1960'erne som en del af duoen Ike & Tina Turner sammen med sin daværende mand, bluesguitaristen Ike Turner.
Udsat for vold
Parret blev skilt i 1978 efter et voldsomt ægteskab, hvor Ike Turner blandt andet havde udsat Tina Turner for vold. Også hendes liv uden for rampelyset er en del af musicalen.
Tina Turner albumdebuterede i 1974 i eget navn.
I slutningen af 1980'erne storhittede hun med sange som "What's Love Got to Do With It", "Private Dancer" og "The Best".
Nu bliver det Iris Gold, der skal synge de kendte sange. Det er hendes første musicalrolle.
Iris Gold albumdebuterede i 2019 med pladen "Planet Cool". I 2022 blev hendes sange fortolket i TV 2-programmet "Toppen af poppen".
Giver hendes historie liv
- Det er med stor ydmyghed og sommerfugle i maven, at jeg træder ind i hendes univers, og jeg glæder mig helt vildt til at give liv til hendes historie, siger Iris Gold i pressemeddelelsen.

Ud over Iris Gold er rollelistens eneste andet bekræftede navn Luc Boris André Kouadio, som skal spille Ike Turner.
"The Tina Turner Musical" får premiere i Falkonersalen på Frederiksberg 27. august 2026. Herefter drager musicalen på danmarksturné forbi Aarhus, Vejle, Odense, Aalborg, Esbjerg, Sønderborg, Randers og Holstebro.
