Silas Holst: -Jeg kunne ikke drømme om at sætte mine ben i folkekirken

Skuespiller Silas Holst har det på mange måder svært med folkekirken, men dyrker gerne det spirituelle.

Og så håber han at kunne hænge lidt ud i denne verden, når det hele er forbi.

Her fortæller han mere om sin tro og sine tanker:

Hvilken tro er du opdraget i?

– Jeg er opdraget i den fuldstændig gennemsnitlige danske familie i forhold til tro. Den type af kristen familie, som går i kirke juleaften og til bryllupper, barnedåb og begravelser og ellers ikke rigtig kommer der.

– Men jeg har også taget et valg. Jeg blev ikke gift i en kirke, for jeg er lidt modstander af folkekirken. Jeg er medlem og betaler min kirkeskat, fordi jeg synes, bygningerne er rigtig flotte, og dem vil jeg gerne være med til at bevare, så andre også kan få glæde af dem.

– Jeg kunne bare ikke drømme om at sætte mine ben i folkekirken. Jeg synes, der er en problemstilling i, at mange præster ikke vil vie homoseksuelle. Jeg ser det lidt som en dørmand foran et smart diskotek, som siger, at man ikke må komme ind, fordi man har grimme sko på, mens andre gerne må komme ind. Det er lidt sådan, jeg har det med folkekirken. Den prøver at være tolerant, men det gælder ikke helt for alle. Jeg har det stramt med den udvælgelsesproces, og jeg synes, at hele idéen med folkekirken dør med den.

– Jeg har læst Bibelen en gang, og der mindes jeg også, at Gud siger, at han elsker alle mennesker lige meget, men nu er det, som om præster må dømme, hvem de holder mest af, og det får mig op i det røde felt. Så det er jeg ikke en del af.

– Mine børn er heller ikke døbt af samme grund. Hvis de kommer og siger, at de gerne vil konfirmeres, så bliver de døbt og konfirmeret, men det skal være deres eget valg. Det skal ikke være noget, jeg tvinger dem ind i, for jeg ville have svært ved at stå med mine børn over en døbefont, når jeg ikke selv tror på det.

Hvad betyder tro for dig i dag?

– Jeg tror, vi alle sammen har et behov for at tro på noget. Men tro er også farligt, det er noget af det, der skaber flest krige og kampe. Lige i røven på tro synes jeg, at tolerance burde komme. Det er en mangelvare. Jeg har intet imod, at man tror på, hvad man vil, men så skal folk heller ikke dømme andre.

Hvordan dyrker du din tro?

– Jeg dyrker ikke rigtig en tro, for jeg tror ikke på så meget. Jeg tror meget mere på spiritualitet, end jeg tror på en bibel. Jeg er helt sikker på, at jeg har haft kontakt med min reservemor et par gange, efter at hun døde, og jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at der også har været noget hjemme i vores hus, som vi har fået renset for spøgelser. Det havde klart en effekt, og det har ændret hele energien i huset. Så jeg tror helt hundrede på spøgelser og ånder.

Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?

– Jeg har aldrig tvivlet på det spirituelle eller på, at det er sådan, universet hænger sammen. Men jeg vil sige, at det sætter mange tanker i gang, når vi laver den her forestilling (“The Book of Mormon”, red.) om hele religionsbegrebet, hvilken størrelse det er, og hvad godt det måske gør for mange mennesker, men også hvor voldsom religion kan være.

– Jeg kunne aldrig drømme om at dømme folk ud fra deres religion, men jeg synes, at religion kan være en virkelig farlig ting. Det bringer mange gode ting med sig, men det bringer også meget uro med sig, synes jeg.

Hvad tror du, der sker, når man dør?

– Jeg tror, at jeg kommer til at jagte mine unger på livet løs og altid hænge to meter bag dem. Det håber jeg. Jeg synes, der er noget ret fint i tanken om, at man fortsat er forbundet til verden, indtil man tænker, at man kan give slip.

– Så jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at hænge omkring mine unger, indtil jeg ved, at der er styr på dem, og at de er okay og nok skal klare sig.

– Jeg tror, det er sjælen, der er her. Det er ikke sådan, at jeg tror, at alle bliver til spøgelser, man kan se, men jeg tror helt klart, at sjælen er til stede.

– Jeg havde en oplevelse hos et medie, hvor jeg ikke var i tvivl om, at jeg havde kontakt til min reservemor og rent faktisk havde en “samtale” med hende. Mediet brugte meget konkrete vendinger, som kun min reservemor brugte. Det bekræftede mig meget i, at det, jeg tror, er rigtigt – i hvert fald for mig.

– Så jeg er sikker på, at ens sjæl flyver rundt og sørger for, at de mennesker, man har nær og kær, er okay. Og når alle er okay, så tror jeg også, at man forsvinder og får fred og ro. Men derfra ved jeg ikke, hvad der sker.

/ritzau/