Silas Holst begræder kollegas farvel
Umut Sakaya har trukket sig af "Vild med dans" efter negative omtale. Silas Holst oplever også hård tone.
Det er ikke kun kendiskokken Umut Sakarya, der har oplevet negative kommentarer i forbindelse med sin medvirken i tv-konkurrencen “Vild med dans”.
Den garvede danser Silas Holst fortæller, efter at Umut Sakarya har valgt at trække sig fra programmet torsdag, at han også har modtaget hadefulde ytringer fra fremmede.
– Tonen er hård – for hård. Jeg er selv i denne sæson blevet kaldt alt lige fra “Pædofile svin”, (som altså ikke er det samme som at være homoseksuel, Jørgen Hansen), til at der er blevet skrevet “Fuck af, danse-bøssesvin!” på taget og hen over ruderne på min bil, skriver Silas Holst på sin Instagram-profil.
Artiklen fortsætter under videoen
Silas Holst, der har vundet Vild med dans to gange, er ked af, at Umut Sakaryahar valgt at sige farvel til programmet.
– Det gør mig trist helt ind i hjertet at dette festfyrværkeri af en mand har valgt at trække sig.
– Grunden til Umut trækker stikket er endnu mere trist. At voksne mennesker angriber ham og mobber ham i en al for voldsom grad med trusler om boykot og meget andet, er simpelthen ikke acceptabelt, skriver Silas Holst.
Seerne elskede ham
Umut Sakarya har været en populær deltager i programmet, selv om hans evner i dans har givet ham bundkarakterer hos dommerne.
Mens seerne har stemt ham videre syv fredage i træk, har andre sendt negative kommentarer som “klovn” og “flæskebjerg” i Umut Sakaryas retning.
– At folk har mange meninger om dette program og lever sig ind i det, er kun vidunderligt. Men at nogle voksne mennesker (gudskelov kun en brøkdel) ikke bare kan lade det gå hen over deres hoveder hvis/når de ser par de ikke kan lide, forstår jeg ikke, skriver Silas Holst og tilføjer:
– Vi gør det (medvirker i Vild med dans, red.) altså alle sammen i forsøget på at underholde seerne. Ikke for at pisse nogle af.
Ritzau har været i kontakt med Silas Holst, der ikke ønsker at uddybe opslaget.