Signe Lindkvist inden Vild med dans: -Så forberedt er jeg
Vild med dans-debutanten Signe Lindkvist er kommet på dybt vand i "Vild med dans".
Det er en enorm udfordring at se yndefuld og elegant ud på et dansegulv, når man med egne ord er højre-venstre blind, men det skal Signe Lindkvist forsøge i premiereprogrammet på årets “Vild med dans” fredag aften.
– Alting skal være i kroppen og ikke i munden, og det er noget, jeg har det lidt svært ved, så det er op ad bakke. Det er lige før, det minder om at være hundrede gange sværere, end jeg troede.
– Det er helt ærligt og lige ud af posen ekstremt frustrerende. Man tænker: “Undskyld, men hvor svært kan det være at lave noget, der varer 1 minut og 40 sekunder”, lyder det fra den 44-årige entertainer.
I dans kan man ikke komme afsted med en joke eller en kvik bemærkning, har Signe Lindkvist fundet ud af.
Sidder hæl og tå ikke perfekt, bliver det straks bemærket af de fire erfarne dommerveteraner.
– Der er ikke en muskel, der ikke skal sidde på en bestemt måde, men Thomas (Evers Poulsen, red.) bliver ved med at sige, at det ikke er ham, der har opfundet reglerne i “Vild med dans”.
– Det er åbenbart en tosse, der har skrevet lovgivningen i standarddans. Men så længe humøret og viljen er høj, så håber vi, at tro kan flytte bjerge, griner Signe Lindkvist.
For hende har “Vild med dans” allerede været ekstremt lærerigt og rørende.
– I hele mit lange gøglerliv har jeg altid været typen, som når man propper en 25 øre i mig, så er det bare ind.
– Det med at være to sammen og at der er en, der hele tiden hjælper mig med at blive så god som overhovedet muligt, har jeg aldrig nogensinde prøvet før, siger hun.
Signe Lindkvist danner par på gulvet med den professionelle danser Thomas Evers Poulsen, der har vundet “Vild med dans” to gange.
Første gang var i 2005 med Klovn-stjernen Mia Lyhne, og anden gang var ti år efter i 2015, hvor han snuppede trofæet med skuespillerinden Ena Spottag.
I år går han ikke direkte efter et hattrick i “Vild med dans” med en tredje sejr.
– Min ambition er at gøre Signe så god som mulig, og så er det så spørgsmålet, hvor langt det bærer det hele, siger den 40-årige Vild med dans-veteran og uddyber:
– Det er det, der har ændret sig for mig gennem de 13 sæsoner, jeg har været med. Det er federe for mig at se udviklingen hos personen og se, hvad man kan gøre, i stedet for at tænke på pokalen hele tiden, for der er så langt og så mange timer hen til den, siger han.
De 12 par går på gulvet igen fredag klokken 20.00 på TV2.