Se videoen: Sådan blev dronningens gravmæle til
Det har taget mange år at få dronning Margrethes gravmæle i stand. Nu er det endelig færdigt.
Dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor er blandt de materialer, der er brugt i dronning Margrethes gravmæle, der mandag blev meldt færdigt af kongehuset.
Gravmælet har været under udarbejdelse siden 2003, men nu er kunstneren og billedhuggeren Bjørn Nørgaard altså blevet færdig med projektet.
I en video på kongehusets hjemmeside kan man se, hvordan Bjørn Nørgaard undervejs har arbejdet på sarkofagen.
– Hendes majestæt dronningens gravmæle er nu opstillet og står i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke.
– Her vil Dronningen blive stedt til hvile ved siden af næsten 40 danske konger og dronninger fra den tidlige middelalder og frem til i dag, lyder det fra kongehuset på hjemmesiden.
Danskerne kan dog først se gravmælet i virkeligheden, når dronningen er død.
Indtil da vil sarkofagen stå tildækket, oplyser kongehuset. Dog er der lavet en 1:10 kopi af det, som kan ses i Roskilde Domkirke sammen med en udstilling, der forventes åbnet i slutningen af juni.
Se, hvordan gravmælet er blevet til her.