Se dem her: Sjældne optagelser fra dansk kronprinsebryllup
Du kan dykke ned i den danske royale historie med blandt andet bryllupsoptagelser i dansk filmdatabase.
Hvis du er vild med at se royale bryllupper i tv, har du nu mulighed for at se en stor tv-reportage fra et af de største danske kongelige bryllupper, som du med stor sandsynlighed ikke har set før.
Der er nemlig tale om den daværende Kronprins Frederik af Danmark og den svenske Prinsesse Ingrids bryllup i 1935. Det er Hos Filmcentralen, at man nu har mulighed for at se en optagelserne fra den store begivenhed, skriver Billed-Bladet.
Der er tale om en sammenklippet reportage af begivenhederne i dagene op til, under og efter bryllupet.
Kronprins Frederik og prinsesse Ingrid blev viet den 15. marts 1935 i Storkyrkan i Stockholm. Efterfølgende sejlede det nygifte Kronprinspar til Danmark på Kongeskibet Dannebrog.
I 1940 fik parret deres første barn, prinsesse Margrethe. I 1944 fulgte datteren prinsesse Benedikte, og i 1946 blev parrets sidste barn, prinsesse Anne-Marie, født.
Kronprins Frederik blev i 1947 konge, da hans far, Christian X, døde. Dermed blev kronprinsesse Ingrid til dronning Ingrid. Kong Frederik den 9. døde i 1972 i en alder af 72 år. Dronning Ingrid døde i 2000 i en alder af 90 år.
Du kan se et kort klip fra det nygifte pars karettur i Stockholm herunder, og du kan se hele tv-reportagen hos Filmcentralen.