Se billederne: Mary overrækker fin pris
Kronprinsessen har tilbragt fredagen i fint, kvindeligt selskab.
Blandt 200 deltagere fra toppen af dansk erhvervsliv uddelte kronprinsesse Mary i dag, fredag, prisen Women’s Board Award.
Den uddelte hun til 51-årige Helle Valentin.
Helle Valentin er uddannet ingeniør og har haft en mangeårig karriere i IBM, hvor hun i dag er Global Account Partner i IBM Denmark. Derudover sidder hun i dag i fire bestyrelser, deriblandt hos den hollandske byggegigant Royal BAM Group.
Kåring skal sætte fokus på kvindelige bestyrelsestalenter
Kvindesagen er en af kronprinsessen hjertesager, og derfor er det naturligt, at hun er med til at sætte spot på kvinder i bestyrelser – hvor de er underrepræsenteret.
Helle Valentin er den sjette modtager af Women’s Board Award i Danmark. Hun er udvalgt blandt en omfattende pulje af kvindelige bestyrelsesmedlemmer, der ikke har en formandspost i dag, men vurderes at have potentialet til at lede en bestyrelse. Kandidaterne har leveret dokumenterede økonomiske resultater og har stærke referencer fra deres erhvervskarrierer både i og uden for bestyrelseslokalet.
Formålet med Women’s Board Award er at synliggøre de kvinder, der kan være med til at sætte agendaen i fremtidens bestyrelser, og belønne dem for deres indsats. Prisen er således et led i indsatsen for at øge kønsdiversiteten i de danske bestyrelser.I Danmark er kun hvert fjerde bestyrelsesmedlem i de børsnoterede selskaber en kvinde, og mere end halvdelen af virksomhederne har ikke en eneste kvinde i bestyrelsen.