Se billederne: Kronprinsen lod sig hylde
En horde af mennesker er lørdag mødt op på Amalienborg for at fejre kronprins Frederik, som fylder 50 år.
Det var til stor jubel fra de mange fremmødte mennesker, at kronprins Frederik lørdag klokken 12 trådte ud på balkonen på Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.
Kronprinsen rundede lørdag 50 år. Det er blevet fejret den seneste uge. Og fejringen fortsætter på selve fødselsdagen.
Han stod ikke alene på balkonen. Ved sin side havde kronprinsen sin hustru, kronprinsesse Mary, parrets fire børn og sin mor, dronning Margrethe.
Sidstnævnte mødte en smule modstand på vej ind til Amalienborg. På grund af et mindre trafikuheld på Helsingør-motorvejen ved Hørsholm sad dronningens køretøj fast på motorvejen.
Det bekræfter Nordsjællands Politi til Ritzau. Ingen er kommet noget til i forbindelse med uheldet. Og dronningens køretøj var ikke i nærheden af uheldet, oplyser politiet.
Efter at kongefamilien var trådt ud på balkonen, gennemførte Den Kongelige Livgarde et vagtskifte på Amalienborg Slotsplads.