Scorer 100.000: Nu kan jeg tage fri

Frederik Rosgaard kan hellige sig standup efter kåringen som årets talent til Zulu Comedy Galla.

Årets Talent Frederik Rosgaard, Lisbeth Dahl og Lise Baastrup på scenen ved ZULU Comedy Galla 2020. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var med sindig jysk ro, at 28-årige Frederik Rosgaard kunne lade sig hylde og hædre med 100.000 kroner og bryste sig af titlen som Årets talent til Zulu Comedy Galla, som løb af stablen i Operaen i København onsdag aften.

Foran et felt bestående af Per Sodemann, Sofie Flykt og Simon Tang fik Frederik Rosgaard overrakt prisen på scenen af revydronningen Lisbet Dahl og skuespillerinden Lise Baastrup.

Ifølge juryen, som består af komikere og branchefolk, skiller Frederik Rosgaard sig ud på flere parametre:

– Hans materiale og historier er længere, mens hans refleksioner er skarpere end de flestes, og han tager aldrig den nemme vej til jokes, lyder noget af begrundelsen.

Kollegerne holdt det hemmeligt

Frederik Rosgaard har været med til at lave årets Zulu Comedy Galla, men alligevel er det lykkedes hans kolleger at holde prisen hemmelig for ham.

– Jeg har forsøgt at tyde det på deres drillerier. Men det har været ekstremt ubehageligt at gå rundt med en masse mennesker, som har vidst, om jeg ville vinde eller ej, fortæller Frederik Rosgaard.

– Specielt produceren har gået rundt og skiftevis sagt: “Du vinder! Du vinder ikke!”. Men det er ikke noget, jeg har tænkt så meget på under selve showet. Der tænkte jeg bare på, om det gik godt, og det gjorde det. Så nu er jeg ekstra glad, lød det fra ham.

Talentprisen gives for at fremme danske comedy-talenter, og Frederik Rosgaard håber, at han kan indfri forventningerne.

Skal holde fri

Med prisen følger 100.000 skattefrie kroner, som TV2 Zulu håber kan bruges til at sætte skub i drømmen om en professionel karriere som komiker, og det er lige nøjagtig også, hvad Frederik Rosgaard vil bruge pengeposen på, fortæller han.

– Nu kan jeg tage fri i et halvt år og så bare lave standup. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Frederik Rosgaard, som tidligere har medvirket i “Comedy Fight Club” på TV2 Zulu, var også nomineret til talentprisen i 2016 og 2017, men det er først i år, at han sikrer sig den eftertragtede titel.

Den får han blandt andet for sit første onemanshow, “Måske for sidste gang”, som efterfølgende gav ham arbejde som comedyforfatter på TV2 Zulu-programmet “Dybvaaaaad” og hos satireduoen WulffMorgenthaler.

Årets Zulu Comedy Galla med Sofie Linde som showets værtinde sendes på TV2 og TV2 Play søndag den 6. september.

Powered by Labrador CMS