Sarah holder opsyn med Christian

Rådighedsbeløbet var stort hos parret, men pengene blev ikke prioriteret rigtigt. Nu ser de fremad

Udgivet Opdateret

Ægteparret Sarah og Christian havde et stort forbrug og gæld, da Luksusfældens eksperter mødte op for at kigge deres økonomi igennem. 

For udover store faste udgifter havde Christian også en trang til at købe ting, når han havde det skidt som følge af sin PTSD. 

Det er dog en saga blot, eftersom konen nu har taget affære. 

En aftale

- Nogen mener, at det kan være voldsomt, at hun er så manipulerende, og at jeg har en sergent bag mig, siger Christian lidt drillende til Kendte.dk. 

- Men det er altså en aftale vi har, afbryder Sarah. 

Nu har parret mere fokus på, hvad de mangler og har, frem for hvad de har lyst til. 

Men selvom de efter programmet står langt bedre, er der stadig uforløste udfordringer i økonomien. 

Parret valgte at følge alle ekspertenes råd og tog både den lille og den store pakke, de kom med.
Parret valgte at følge alle ekspertenes råd og tog både den lille og den store pakke, de kom med.

Ikke solgt

- Huset er ikke solgt endnu. Lejerne har fået frem til maj til at finde ud af, om de vil købe det, ellers sætter vi det på markedet, fortæller Christian. 

Det samme gælder hans motorcykel, som han stort set ikke har brugt i to år. 

- Forhandlerne har bedt mig vente til sæsonen starter, fordi det er svært at sælge noget, som folk skal have til opbevaring. Men den er ved at blive klargjort til salg nu, fortæller han. 

Satte alt ind

Nu ser parret frem til at blive gældfri, og de har valgt at sætte alt, hvad eksperterne foreslog i værk. For dem har programmet været en god oplevelse. 

- Vi frygtede, at vi kunne blive udstillet, men det synes jeg slet ikke, vi er blevet. Jeg føler heller ikke, at de har været efter os, fortæller Sarah til Kendte.dk. 

Powered by Labrador CMS