Sæsonpremiere: Drama i Luksusfælden
Pernille og Dennis har tilsammen syv børn – og skylder en masse penge i børnebidrag
Pernille og Dennis, der bor i Gammel Rye ved Silkeborg, har tilsammen syv børn. Og en masse ubetalte børnepenge, fordi kun to af børnene bor fast hos dem. Samtidig insisterer de på at have to biler, fordi Pernille synes, det bliver for koldt for parrets fælles 2-årige datter, hvis hun skal sidde bag på cyklen de fire kilometer, der er til institutionen.
Dennis har netop købt en playstation og et fladskærms-tv på afbetaling, fordi han mener, han har brug for det til at slappe af, når han kommer fra arbejde.
Dennis arbejder som bager, mens Pernille er SOSU-hjælper. Når deres løn slipper op, låner de af familien, som de efterhånden skylder 84.000 kroner. Det mener parret dog ikke er noget problem.
Får brev fra mor
Men Luksusfældens eksperter, Jan Swyrtz og Carsten Linnemann er af en anden opfattelse: Især efter de har talt med Pernilles mor, der har skrevet et brev til hende.
Brevet afføder en voldsom reaktion fra Pernille, der råber ’fuck dig’ til eksperterne og forlader regnskabstavlen. Dennis følger efter for at trøste sin kone, men Pernille vil ikke trøstes og slår i stedet ud efter ham.
Lykkes det eksperterne at få Pernille til at samarbejde? Og hvordan reagerer parret, når eksperterne afslører, at de manglende børnebidrag er vokset til en skattegæld på langt over 300.000, der betyder farvel til bil og hus?