Voldsom ulykke: Mand dræbt

To svært tilskadekomne mænd er blevet sendt på hospitalet i Aalborg efter en dødelig bilulykke ved Farsø.

Udgivet Opdateret

En midaldrende mand født i 1958 er død, mens to andre mænd er svært tilskadekomne efter en bilulykke i nærheden af Farsø mandag aften.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Rene Kortegaard natten til tirsdag.

Ifølge vagtchefen fik politiet klokken 22.10 mandag meldingen om, at to personbiler var stødt sammen i et T-kryds ved Eldrupsigevej og Løgstørvej lidt uden for Farsø.

Rene Kortegaard oplyser, at de to tilskadekomne er to mænd født i henholdsvis 1958 og 1976.

De er begge blevet transporteret til hospitalet i Aalborg. Den ene blev fløjet med helikopter, mens den anden blev kørt i ambulance.

Er stabil

Vagtchef Rene Kortegaard oplyser tirsdag morgen, at manden født i 1976 er i stabil, men alvorlig tilstand. Tilstanden på den anden tilskadekomne kendes endnu ikke.

Rene Kortegaard fortæller, at politiet endnu ikke ved, hvad der har forårsaget ulykken.

– Bilinspektøren har lavet undersøgelser på stedet, og det har vi også. Vi mangler stadig en konklusion, men det tyder på et frontalt sammenstød, siger vagtchefen omkring klokken 06 tirsdag morgen.

Alle de pårørende er ifølge Nordjyllands Politi blevet underrettet.

Powered by Labrador CMS