Sådan vil Elizabeth fejre fødselsdag
Påsken kommer til at ændre en smule på, hvordan den engelske dronning vil fejre sin fødselsdag.
Engelske dronning Elizabeth plejer at fejre sin fødselsdag helt privat og sammen med familien. Men i år falder den store dag i påsken, og det kommer til at ændre lidt på planerne.
Dronningen, der fylder 93 år i morgen, søndag den 21. april, tilbringer som regel påskeferien på Windsor Castle. Her er der tradition for, at hun deltager ved påskegudstjenesten påskedag i St. George’s Chapel. Og det bliver der ikke ændret på, selv om påskedag denne gang netop falder på hendes fødselsdag.
Det betyder samtidig, at folk har mulighed for at få et glimt af monarken på dagen.
Prins Philip deltager ikke
Tidligere var Elizabeth altid ledsaget af sin nu 97-årige mand, prins Philip, til påskegudstjeneste, men han sagde fra i forbindelse med, at han gik på pension.
Hun har også fulgtes med andre medlemmer af familien. Blandt andet prinsesse Anne, hertugen af York, prins Edward og grevinden af Wessex. Også prins William og hertuginde Kate, har været med, men de kommer sandsynligvis ikke i år. De forventes i stedet at tilbringe påsken i Norfolk sammen med deres børn.
Kan få hænderne fulde
Prins Harry deltager normalt ikke, selvom det ville være meget nærliggende, nu hvor den kommende far og hans hustru Meghan netop er flyttet ind i deres nye hjem i Windsor. De kunne nu også meget vel tænkes at få hænderne fulde i påsken, såfremt deres lille ny melder sin ankomst.
Til gengæld forventes det, at børnebørnene prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie deltager, og at lady Louise Windsor og James, Viscount Severn kommer sammen med dere forældre Edward og Sophie . Peter Phillips og hans kone Autumn samt Zara Tindall deltager også normalt.
Efter gudstjenesten vil familien returnere til Windsor Castle for at spise sammen.
Den officielle fejring af dronningens fødselsdag afholdes på grund af det lunefulde, britiske vejr altid først til juni i forbindelse med paraden “Trooping the Color”. Det er en traditionen, der går helt tilbage til 1748 og kong George II, som blev født i kølige november. Derfor valgte han, for ikke at risikere en forkølelse, at kombinere han sin fødselsdag med netop denne parade.