Sådan skal den svenske konge undgå coronasmitte

Spredningen af coronavirus i Sverige betyder masser af ændrede arbejdsgange for kongen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag den 13. marts meddelte det svenske konghus, at corona-pandemien i høj grad kommer til at påvirke konghusets aktiviteter. Samtidig blev det understreget, at der vil blive foretaget risikovurderingen om hvorvidt planlagte arrangementer kan gennemføres.

Artiklen fortsætter under videoen

Det blev ydermere slået fast, at kongen og kronprinsesse Victoria i en periode ikke længere vil deltage ved de samme opgaver.

Ifølge Svensk Dam er der nu også indført restriktioner på slottet i Stockholm, hvor kongeparret bor og har deres faste arbejdspladser. Det er blandt andet besluttet at skære i slottets åbningstider og begrænse antallet af besøgende.

Der kigges desuden på slottet som arbejdsplads.

“Vi forsøger at opretholde hoffets organisation. Det er en arbejdsplads med mange mennesker og en arbejdsplads, hvor ikke alt kan gøres hjemmefra. Vi er meget lydhøre og kigger i øjeblikket på, hvordan vi sikrer arbejdspladsen og skaber tryghed for både de ansatte og for den kongelige familie”, siger hoffets informationschef, Margareta Thorgren, til Svensk Dam.

Hun fortæller også, at man arbejder efter de retningslinjer, der er udstukket af sundhedsmyndighederne. Altså at holde afstand og minimere møder – både interne og eksterne – med mange deltagere. Desuden, at såfremt et møde på nogen måde kan afvikles digitalt, er det sådan, det afvikles.

Af kongens kalender for denne uge fremgår det, at han på fredag den 20. marts skal overlevere et banner til Militærskolen i Karlberg. Men hvordan det kommer til at ske eller hvorvidt han overhovedet deltager, er der endnu ikke taget stilling til.

Powered by Labrador CMS