Sådan ser en diamant til 331 millioner ud
Den lyserøde diamant, Pink Legacy, er en af de mest kemisk rene ædelsten i verden og er på næsten 19 karat.
Den berømte juvelerbutik Harry Winston i New York har på en auktion tirsdag købt en lyserød diamant for svimlende 50 millioner dollar svarende til godt 331 millioner kroner.
Salgsprisen per karat er verdensrekord for en lyserød diamant, oplyser sælgeren, auktionshuset Christie’s.
Det var forventet, at den næsten 19 karat, rektangulære sten med navnet Pink Legacy ville indbringe 30 millioner dollar, men den solgte altså for markant mere.
Diamanten er ifølge Christie’s den største og flotteste lyserøde diamant, der nogensinde har været under hammeren.
På smykkeauktionen i Genève i Schweiz tirsdag brød de fremmødte ud i klapsalver, da auktionariussen lod hammeren falde for tredje og sidste gang ved 44,5 millioner dollar.
Med gebyrer kom den samlede salgspris op på 50,38 millioner dollar.
Stenen tilhørte engang diamantfamilien Oppenheimer.
Ifølge Christie’s er det en af de mest kemisk rene ædelsten, man kender til. Den indeholder kun meget lidt kvælstof – hvis noget overhovedet.