Sådan markerer Margrethe sin fødselsdag
Den danske dronning fylder 77 år påskedag den 16. april. Det fejres på Marselisborg Slot i Aarhus med march og vink fra verandaen.
Dannebrog vil traditionen tro pryde busser, slotte og de statslige myndigheders bygninger i anledning af dronning Margrethes fødselsdag den 16. april.
I år falder fødselsdagen påskedag, hvor den royale fødselar, der fylder 77 år, befinder sig på Marselisborg Slot i Aarhus.
Fødselsdag i smilets by
Det betyder, at fødselsdagsfejringen i år foregår i smilets by og ikke på Amalienborg Slot i København.
Det fremgår af kongehusets officielle kalender.
Befolkningen får adgang til fejring
Selv om regenten er i Aarhus på den særlige dag, inviterer hoffet stadig befolkningen til fødselsdagsfejring.
Fra klokken 11.20 vil folk få adgang til slotshaven ved Marselisborg.
Her kan man fra klokken 11.45 blandt andet overvære Den Kongelige Livgardes Musikkorps marchere fra Gardergården og op til vagten.
Musikkorpset marcherer
Efter vagtskiftet klokken 12 marcherer Musikkorpset op foran slottet, hvor den tilstedeværende kongelige familie vil træde ud på verandaen og hilse på de fremmødte, der kan ønske dronningen hjerteligt tillykke med fødselsdagen.
Befinder man sig i Københavns-området og ønsker at sende dronningen en lykønskning, oplyser kongehuset, at der vil blive fremlagt gratulationslister i porten i Det Gule Palæ på Amaliegade 18 i hjertet af hovedstaden fra klokken 10.00 til 14.00 på selve dagen.
/ritzau/FOKUS