Sådan husker dronning Margrethe Danmarks befrielse

Den dengang femårige prinsesse fik en citronsodavand, da hendes far kunne meddele hende, at krigen var slut.

Dronning Margrethe var fem år gammel, da Danmark atter blev frit. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er præcis 45 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt.

Det skete om aftenen den 4. maj 1945 med virkning fra 5. maj.

På det tidspunkt – den 4. maj 1945 – var dronning Margrethe fem år gammel. Men den i dag 80-årige regent husker tydeligt befrielsen.

Det fortæller hun i en video, som kongehuset har delt på sin officielle Instagramprofil, med gamle optagelser fra den historiske dag.

Vågnede til jubelbrøl

Dronningen var netop blevet puttet til køjs, da hun kort tid efter vågnede af folkejublen ude fra Amalienborg Slotsplads, og den undrede den lille prinsesse.

Slotspladsen var ellers afspærret af frygt for, at tyskerne ville indtage den.

– Jeg var temmelig sikker på, at jeg ville blive smidt lige på hovedet tilbage i seng, men det var den store omfavnelse, siger hun blandt andet i den over to minutter lange video.

– Så kom min far og mor (kong Frederik IX og dronning Ingrid, red.) op og hentede mig ned i dagligstuen, og så fik jeg en citronsodavand. Og det var bestemt ikke noget, jeg fik ret meget af som barn. Far sagde: “Det er freden. Nu er krigen slut”.

Hun husker tydeligt aftenen, og det viser med al tydelighed, at tiden står som noget ganske specielt for hende.

– Jeg kunne mærke, at folk var begejstrede og lykkelige, siger regenten og fortsætter:

– Fordi jeg kunne huske den aften så præcist, så har besættelsestiden betydet noget for mig hele mit liv.

Se videoen HER.

Powered by Labrador CMS