Sådan holder dronningen jul
Den danske majestæt skal i år holde jul med hele familien i Aarhus, og som altid holdes traditionerne i hævd.
Julen er traditionernes tid – også for den danske dronning, der holder fast i flere ting fra sin barndom, når højtiden står for døren.
I år skal dronning Margrethe og prins Henrik fejre jul på Marselisborg i Aarhus sammen med hele den royale familie.
Både kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt deres fire børn og prins Joachim og hans hustru prinsesse Marie og deres to børn har meldt deres ankomst, ligesom at prins Nikolai og prins Felix, som prins Joachim har fra ægteskabet med grevinde Alexandra, også skal til Aarhus og fejre julen.
Dronningen glæder sig
Det ser dronningen frem til, fortæller hun til Ritzau.
– Det er dejligt, at vi kan samles alle sammen på en gang, så det glæder jeg mig rigtig meget til. Det bliver hyggeligt og sjovt, fortæller dronningen.
Jul på ægte dansk manér
Når den royale familie samles, skal de holde jul på ægte dansk manér, fortæller dronningen.
– Man er jo meget traditionsbunden. Der skal være risengrød, og der skal være and. I min familie har vi aldrig spist risalamande, vi spiser risengrød. Og der er mandlen i. Og så er der selvfølgelig mandelgave til den, der får mandlen, fortæller dronning Margrethe.
Ingen snyd med mandlen
En anden tradition, dronningen har taget med fra sit barndomshjem, er, at der absolut ikke bliver snydt med mandlen, når grøden bliver serveret.
– Det skal være rigtigt. Sådan var det også, da jeg var barn. Der var kun én mandel, og det var ikke noget snyd. Det kunne være min far (kong Frederik den 9.,red.) eller en af os børn, der fik den, siger dronningen.
– Det var sådan, som tilfældet var, og sådan har vi altid gjort det. Det tror jeg faktisk også, at begge mine sønner har syntes var sjovt og spændende, da de var børn, fortæller dronningen om kronprins Frederik og prins Joachim.
Kreative evner til julegaver
Gaver under juletræet hører sig også til i den royale familie, men det behøver ikke være dyrt indkøbte sager. Dronningen har nemlig ofte brugt sine kreative evner til at overraske sine nærmeste med hjemmelavede gaver.
– Som barn lavede vi sandelig altid gaverne selv, mere eller mindre. Da jeg var lille, malede jeg bøjler, det var sådan noget praktisk noget. Og det er ikke få bøjler, der blev malet, da jeg var barn, det kan jeg godt huske, fortæller majestæten, der har holdt fast i traditionen med at give hjemmelavede gaver.
– Jeg har også gjort det som voksen. Det kan for eksempel være noget, jeg har broderet, fortæller hun
/ritzau/