Sådan gik Dronningens travle onsdag
Dronning Margrethe klippede onsdag snoren, der officielt åbnede Kongehallen i Sagnlandet Lejre for besøgende.
Onsdag har været en begivenhedsrig dag for Danmarks regent.
Det fremgår af den kongelige kalender.
Formiddagen blev brugt på at hilse nye ambassadører fra Columbia, Laos og Pakistan velkommen, mens eftermiddagen blev brugt i Lejre, hvor dronning Margrethe indviede Kongehallen i Sagnlandet.
I galleriet kan du se de spændende billeder fra dronningens besøg.
Danmarks største kongehal
Det var en veloplagt majestæt, der gæstede sagnlandet i Lejre for at indvie dets nyeste tilbygning.
Nemlig Kongehallen, der er en genskabelse af den største kongehal kendt fra vikingetiden i Danmark.
Her var dronningen til stede for at klippe snoren og officielt indvie den store attraktion.
Men hun var der også for at overrække Amalienborgprisen og Amalienborgmedaljen.
Prisen er i forbindelse med dronning Margrethes 80-års fødselsdag blevet tildelt til Sagnlandet Lejre af bestyrelsen for Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.
Det er en tilkendegivelse af en væsentlig videnskabelig eller kulturel indsats.
Delt med hele verden
Dronningen blev ifølge programmet for dagen guidet rundt i de nyåbnede Kongehal af Sagnlandet Lejsre direktør Lars Holten.
Men den danske dronning var ikke den eneste, der fik en guidet tur.
For Sagnlandet Lejre livestreamede det royale besøg til hele verden.
Dronning Margrethe har med megen iver fulgt med i Sagnlandet Lejres arbejde med at rekonstruere Kongehallen.
I 2019 besøgte hun byggepladsen for at få et indblik i den håndværksmæssige proces bag opbygningen af den store kongehal.
Inspirationen til Kongehallen bygger på et fund i 2009, hvor resterne af Danmarks største vikingehus dukkede op i jorden ved Gammel Lejre. Fra gavl til gavl svarede vikingehuset til bredden på en moderne fodboldbane.
Det er det 600 kvadratmeter store fund, der er forsøgt at genskabe i Kongehallen.
Dronning Margrethe er desuden protektor for Sagnlandet Lejre. Det har hun været siden 2003.