Sådan fejres dronningen – og du kan være med
Sammen med danskere over hele landet fejrer DR det meste af dagen Dronning Margrethes fødselsdag den 16. april.
Dronning Margrethes 80 års fødselsdag den 16. april skulle have været en gigantisk folkefest. Det har corona-pandemien desværre sat en stopper for.
Artiklen fortsætter under videoen
Men hun vil nu blive fejret under alle omstændigheder – af danskerne – ‘sammen og hver for sig’.
DR sender live det meste af dagen, når vi – trods krisen – er sammen om at synge for fødselaren.
Kanalen viser desuden to nyproducerede dokumentarfilm om dronningen samt et sandt overflødighedshorn af tidligere programmer og dokumentarudsendelser.
Sådan sender DR på dagen
DR1
Klokken 9.00-13.00: ’Hele Danmark synger for Dronningen’
Samler os på tværs af generationer
Fødselsdagen slutter med en særudgave af ’Fællessang – hver for sig’, hvor Mads Steffensen byder op til fællessang for dronningen sammen med artister fra den danske kulturscene.
– Dronning Margrethe samler os på tværs af generationer, geografi og uddannelse og bevæger og optager de fleste af os. Derfor vælger mange danskere på forskellige måder at fejre hende, selvom det officielle program er aflyst. Den fejring dækker vi med live-sendinger om formiddagen og igen fra om eftermiddagen, siger Lisbeth Langwadt, der er programchef i DR Medier, i en pressemeddelelse.
Personificerer vores fællesskab
Hun fortæller også, at der derudover vil blive vist en række programmer, som følger dronningen i dag og tilbage gennem tiden og også giver et indblik i den historiske periode, hun har været dronning i.
DR havde forberedt både programmer og direkte transmissioner fra en række af de mange markeringer af fødselsdagen, som var planlagt, inden corona-krisen den 12. marts satte en kæp i hjulet for alle planerne.
– Vi ser et stort behov for at føle fællesskab i denne tid, hvor vi alle er adskilt på grund af corona-krisen. Om nogen personificerer Dronning Margrethe for rigtig mange danskere vores fællesskab. Så når vi ikke kan være sammen om at fejre hende på Amalienborg Slotsplads eller under turen med guldkaret gennem København, har mange danskere lyst til at fejre hende på anden vis, og den fejring fra rundt omkring i landet dækker vi i løbet af dagen på DR1, fortæller Lisbeth Langwadt.
Fællessang hele formiddagen
Et borgerinitiativ på Facebook med over 170.000 medlemmer, som opfordrer danskerne til klokken 12 at synge for Dronningen, er også en de fejringer, DR sender fra.
Hele formiddagen og frem til klokken 13.00 vil DR1 sende fra et studie i DR Byen med Kåre Quist som vært. Han vil stille igennem til nogle af de steder rundt omkring i landet, hvor danskerne fejrer Dronningens fødselsdag med sang og festligheder.
DR Pigekorets dirigent Phillip Faber og sangere og musikere i hele landet står for fællessange i løbet af formiddagen og ved kulminationen klokken 12.00 sammen med de mange tusinde danskere over alt i landet. Som på enhver anden fødselsdag bliver der naturligvis også overraskelser undervejs, lover Lisbeth Langwadt.
Danmark derhjemme
Fra klokken 16.55 sendes en ekstraudgave af ’Danmark derhjemme’ med fokus på fødselsdagen og danskernes fejring af Dronningen.
Og som nævnt er der fra klokken 20.00 ’Fællessang for dronningen – hver for sig’.
– Fællessang har vist sig at tiltrække danskere i alle aldre og dele af landet og samle mange familier om skærmene. Danskerne har fundet et sammenhold i at synge sammen, og derfor kan vi ikke forestille os nogen bedre afslutning på danskernes fejring af dronningens fødselsdag end en særudgave af programmet, som er blevet en helt overvældende succes, siger Lisbeth Langwadt.