Sådan får du drømmejobbet hos de kongelige

En tidligere ansat i det britiske kongehus giver på LinkedIn tips og tricks til at score det royale drømmejob.

Drømmer du om at arbejde her? Så følg de gode råd. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Briten James Upsher har sit cv i orden. Med en uddannelse fra det prestigefyldte universitet London School of Economics and Political Science og ansættelser hos LinkedIn og OL i London i 2012.

Men han har også arbejdet et helt særligt sted; i det britiske kongehus. Her var han i flere år rådgiver og en af de nærmeste for prins Andrew, prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie.

Det job – i de inderste cirkler hos kongehuset – er nok et, mange godt kunne tænke sig. Og nu afslører James Upsher på LinkedIn, hvordan man får fingrene i sådan et.

Her er rådene

Han giver ni konkrete, håndfaste råd til, hvordan man skiller sig positivt ud, når man søger job i monarkiet:

1) Vær hurtig – det er en attraktiv arbejdsplads, så de svømmer hurtigt over i ansøgere og lukker ned for nye.

2) Vær perfekt – kongehuse er berømte og berygtede for perfektion. Stavefjel duer aldeles ikke.

3) Vær kort og konkret – de oversvømmes som sagt i ansøgere til opslåede stillinger. En lang ansøgning er ikke en god ansøgning.

4) Læg vægt på din tilknytning til Rigsfællesskabet – det er vigtigt, da monarken som bekendt er monark for hele Rigsfællesskabet eller, i dronning Elizabeths tilfælde, hele Commonwealth.

5) Udspecificér dine kvalifikationer – de skal jo vide, hvad du rent faktisk kan.

6) Læg vægt på de interesser, du deler med de kongelige – de har jo et hav af protektorater, så hvis du deler hjertesager med dem, så nævn det. Det viser både noget om dig og dit forhold til kongehuset.

7) Søg kun de stillinger, du rent faktisk er kvalificeret til – det er ikke alle, der følger det simple råd, afslører James Upsher.

8) Søg kun de stillinger, du rent faktisk gerne vil have – læner sig lidt op ad det foregående råd. Det skal ikke se ud som om, arbejdsgiveren er eneste grund til, at man søger et job inden for feltet.

9) Lad være med at tale og skrive for meget om kongehuset – at man nævner, hvor vild man er med kongehuset på de første par linjer er normalt et ret stort minus.

Powered by Labrador CMS