Så til søs - han fylder 70

Bestyrelsesposter i mediebranchen fylder fortsat for tidligere chefredaktør Per Westergård, der 5. juli bliver 70 år

Tidligere chefredaktør Per Westergård fylder 70 år tirsdag den 5. juli. (Arkivfoto).
Tidligere chefredaktør Per Westergård fylder 70 år tirsdag den 5. juli. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

I mange år stod han helt forrest i stævnen i den danske mediebranche. I dag bruger han mere af sin tid på at sejle jorden rundt.

Både til søs og i journalistikken har tidligere chefredaktør Per Westergård som mission at bevæge sig steder hen, han ikke kender i forvejen.

Tirsdag den 5. juli fylder den nuværende næstformand i Jysk Fynske Medier 70 år.

Selv om arbejdstimerne er blevet langt færre for Per Westergård de senere år, så fylder journalistik stadig meget af hans tid.

Han følger tæt med i udviklingen i mediebranchen, nye tendenser og ikke mindst forretningsmodeller og har blandt andet været medforfatter til en bog om fremtidens journalistik

Skal have løn

- Det er jo ret afgørende, at journalistikken også er forretningsmæssig bæredygtig. Vi kan alle sammen have mange tanker om, hvordan journalistikken kunne udvikle sig i sjove retninger.

- Det afgørende er at finde en eller flere modeller, som gør det muligt at aflønne dem, der leverer journalistikken, siger han.

Per Westergård blev uddannet journalist i 1981 fra Danmarks Journalisthøjskole og Helsingør Dagblad.

Her og der og alle vegne

Fra 1985 og 10 år frem var han redaktionschef for Børsens Nyhedsmagasin. Herefter havde han to år som redaktionschef på Politiken, inden han blev chefredaktør og direktør for fagbladet Ingeniøren.

Siden var han chefredaktør på Århus Stiftstidende, Midtjyske Medier og Fyens Stiftstidende.

Den røde tråd i hans karriere har været udvikling - af journalistik og af virksomhederne bag.

Senest på Fyens Stiftstidende, hvor Per Westergård havde succes med at indføre konstruktiv, løsningsorienteret journalistik, nye formater og kampagner i lokalområdet.

Sejler jorden rundt

Han var i 2014 med til at skabe Jysk Fynske Medier ved sammenlægningen af Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier og var i første omgang koordinerende chefredaktør i det nye mediehus.

I 2016 valgte han selv at fratræde stillingen som chefredaktør og indfri en gammel aftale om at blive de fynske aktionærers formandskandidat i Jysk Fynske Medier, som i dag også tæller Midtjyske Medier og North Media Aviser.

Ud over sin post som næstformand i Jysk Fynske Medier er Per Westergård formand for Fynske Medier og for Constructive Institute i Aarhus, der har som mission at udbrede den konstruktive journalistik.

Bestyrelsesposterne er dog med de nye digitale mødeformer ingen hindring for, at han hvert år sammen med sin kone, tidligere skoleleder Kirsten Folkersen, bruger op til tre måneder på at sejle jorden rundt i etaper i båden "Ronja".

Powered by Labrador CMS