Så stor er interessen for kronprinsens løb
Tanken var at få flere danskere i løb. Noget tyder på, at det virker.
Royal Run vender tilbage i 2019. Det er som sådan ikke en nyhed. Til gengæld har Dansk Atletik Forbund, der er medarrangør, en anden nyhed at dele. Royal Run 2019 er fuldkommen vanvittig populært.
I 2018 blev den royale løbefest arrangeret i Danmarks største byer i anledningen af Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. Kronprinsen, der selv er en aktiv idrætsmand, havde i den forbindelse et ønske om at få flere danskere op ad stolen og ud og løbe. Efter den overvældende succes i 2018 er der optræk til en endnu større succes, fremgår det af en pressemeddelse.
Løbet i 2019 blev offentliggjort den 16. januar klokken otte, og allerede et døgn senere kunne folkene bag tælle tilmeldinger og konstatere en overraskende tilslutning. I løbet af det første døgn tilmeldte 14.371 personer sig Royal Run 2019. Det er 3338 flere end tallet for det første døgn sidste år.
– Vi havde en tro på, at folk gerne ville være med igen. Men samtidig er det jo ikke en fødselsdag, vi fejrer. Der er kongelig deltagelse i færre byer, og vi har ikke informeret befolkningen forud for åbning af tilmelding. Vi betragter faktisk reaktionen fra folk som helt unik, siger Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund i en pressemeddelelse.
Siden er flere kommet til. Status den 17. januar klokken 16 er 16.022 deltagere. 30 procent af alle tilmeldte har sat kryds ved, at det er første gang, de deltager i et løb.
– Royal Run henvender sig blandt andet til en målgruppe, der ellers ikke ville blive inspireret til at løbe og gå, og det er helt centralt for Bevæg dig for livet-visionen, der står bag Royal Run, og som arbejder for at få endnu flere idrætsaktive danskere. Vores fornemste opgave bliver nu at følge op på den store interesse med et målrettet aktiveringsarbejde til gavn for flest mulige danskere, vores foreninger og hele løbe-Danmark, siger direktøren.