Så er Dannebrog næsten klar til Margrethe
Kongeskibet er sat i søen.
Torsdag blev der hejst kommando på Kongeskibet Dannebrog, der således begynder sæsonen 2019, inden Dronning Margrethe stiger ombord i begyndelsen af maj. Skibet har overvintret på Flådesation Frederikshavn, ganske som det plejer.
Når der hejses kommando betyder det, at den sejlende forskole for værnepligtige igangsættes. Hejsningen står Dronningens Jagtkaptajn officielt for. Forskolen skal klargøre mandskab og skib til den officielle ombordstigning den 3. maj.
Formålet med forskolen er ifølge Kongehuset at “uddanne og rutinere dette års værnepligtige besætning og stambesætningen ombord på Kongeskibet Dannebrog til at løse forekommende opgaver i forbindelse med årets togter.”
Inden da har den værnepligtige besætning gennemført måneders træning og uddannelse i Frederikshavn. “Besætningen på Kongeskibet Dannebrog skal være i stand til at løse forskelligartede opgaver inden for sejlads, sikkerhed samt i ceremoniel henseende blandt andet i forbindelse med togterne”, skriver Kongehuset set.
Sommertogter
Kongeskibets nok mest fornemme opgave er ikke overraskende de årlige sommertogter. I år har der været lidt palaver omkring netop det. Sommertogterne er i første omgang planlagt til besøg i henholdsvis Køge Kommune den 28. og 29. maj og i Nyborg Kommune den 31. maj.
Fordi det fremgår, at togtet i 2019 blot er fordelt over tre dage, er der blevet spekuleret i, om hendes majestæt nu er havnet på skånekost. Det er dog ifølge Kendte.dks oplysninger ingenlunde tilfældet.
Ganske som i 2018 er der nemlig i år lagt op til hele to togter. Kongehuset skriver da også på sin hjemmeside, at der senere vil blive offentliggjort en plan for et såkaldt sensommertogt. Så i stedet for færre dage med sommertogt er de i stedet delt op.
Det vides ikke, hvor sensommertogtet vil føre dronningen og Dannebrog hen. Til gengæld vides det, at Kongeskibet har fået ny chef. Ham kan du se i galleriet over artiklen.