Så du det? Oscar-show hylder dansker

Danske Anna Karina blev hyldet sammen med flere kendte filmfolk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Oscar-showet er en af de vigtigste dage i kalenderen for showbusiness. Og en af de helt store historier i år var en hyldest video for de stjerner, der har mistet livet i det forgangne år.

Artiklen fortsætter under videoen.

Hvert evig eneste år har Oscar-uddelingen et fast indslag, der hedder ‘In memoriam’, som bruges til at hylde de personer – der ikke længere er i blandt os.

I videoen blev blandt andre Kobe Bryant og Kirk Douglas hædret i det hjerteskærende indslag, men Luke Perry var ikke at finde i hyldesten, selvom han endda har spillet med i en af filmene fra årets Oscar-felt i form af sin rolle i ‘Once Upon A Time In Hollywood’, der var nomineret til 10 Oscar-priser.

Årets mindesegment blev vist, mens den fremadstormende superstjerne Billie Eilish sang sin version af Yesterday, som blev gjort kendt af Beatles.

Et dansk islæt

De færreste har nok lagt mærke til, at en dansk skuespillerinde fandt vej til den hyldest video, som blev vist under det stort anlagte show.

Den dansk-franske skuespillerinde Anna Karina døde nemlig den 14. december 2019 i en alder af 79 år.

– Anna døde i går på et hospital i Paris som følge af cancer, lød det den 15. december fra hendes agent Laurent Balandras til AFP.

Den danskfødte skuespillerinde med det borgerlige navn Hanne Karen Blarke Bayer levede hele sit voksne liv i Frankrig, hvor hun blev særligt kendt for sin medvirken i Jean-Luc Godards film fra 1960’erne. Og den store rolle i særligt franske film gjorde, at hun fandt vej til Oscar-uddelingens store hyldest af de afdøde stjerner.

Selvom hun måske for yngre generationer i Danmark ikke er den mest velkendte skuespiller, så er hun af en sådan kaliber, at den franske kulturminister har været ude at kommentere dødsfaldet offentligt.

– Idag er fransk film blevet forældreløs. Det har mistet en af sine legender, skriver kulturminister Franck Riester på Twitter.

Anna Karina var blot en teenager, da hun tomlede fra Danmark til Frankrig, hvor hun indledningsvist fik startet en spirende modelkarriere inden hun mødte Jean-Luc Godard på Champs-Elysees.

Men natten mellem søndag og mandag blev hendes store status i filmens verden altså cementeret ved at være en del af den godt fire minutter lange seance, hvor nogle af de vigtigste og mest indflydelsesrige personer blev hyldet.

Hvis du ikke har set klippet, så kan du finde det her.

Powered by Labrador CMS