Så billigt kan du bo blandt de kendte

En stor del af landets jetsettere og øvrige kendte holder til i Gentoftes kyst-postnumre, der også er blandt de dyreste steder i landet at investere i fast ejendom.

Udgivet Opdateret

Der findes lækre huse i dyre områder, dyre huse i lækre områder. Flotte huse på landet, skønne huse i byen, dejlige huse i “ingenmandsland” og klemt inde på frimærkegrunde mellem andre ejendomme.

Og så findes der det modsatte.

Det hele afhænger af øjnene, der ser – og sidder de plantet i nogle af landets mest kendte ansigter, er det specielt nogle områder, der trækker.

En stor del af landets jetsettere og øvrige kendte holder således til i Gentoftes kyst-postnumre, der også er blandt de dyreste steder i landet at investere i fast ejendom.

Drømmer du således også om at sende flyttebilen i retningen af landets kendis-enklaver, skal der i langt de fleste tilfælde en pæn indtægt til.

Det skriver Boliga.

Du kan blive klogere på de billigste huse i Danmarks jetset-områder nedenunder…

Hellerup

Dem støder du på i området: Mads Mikkelsen, Ulf Pilgård, Uffe Ellemann-Jensen, L.O.C & Christiane Schaumburg-Müller, Sofie Lassen-Kahlke, Susanne Bier.

Det billigste hus, der for øjeblikket er til salg i det attraktive 2900 Hellerup-postnummer, er denne villa på knap 100 kvadratmeter.

Huset ligger i den vestligste del af byen og er udbudt til salg for 3.595.000 kr.

Se huset her.

Klampenborg

Dem støder du på i området: Prins Joachim, Burhan G, Johan Schrøder, Malene Malling, Peter Warnøe.

Drømmer du om at bosætte dig blandt royale og andre kendte ansigter i Klampenborg, kræver det for øjeblikket som minimum 3.695.000 kr.

For det beløb kan man nemlig lige nu købe et af de såkaldte Skovserhuse, der ligger nær Skovshoved Havn og har et boligareal på 56 kvadratmeter.

Se huset her.

Charlottenlund

Dem støder du på i området: Peter Foss, Medina, Preben Kristensen, Peter Møller, Ellen Hillingsø, Thomas Vinterberg.

For 3,4 millioner kr. kan man blive ejer af et idyllisk bondehus midt i Charlottenlund – og det er pt den eksklusive bydels billigste villa.

Huset er 53 kvadratmeter stort og trænger ifølge ejendomsmægleren Claus Borg & Partners salgsannonce til en total renovering.

Se huset her.

Skodsborg

Dem støder du på i området: Martin Thorborg, Susse Wold, Don Ø, Lise Nørgaard.

I Skodsborg nord for København kan man også støde på kendte ansigter, når man begiver sig rundt i området. Og vil man bosætte sig her, koster det seks millioner kr. at rykke til bydelens pt billigst udbudte hus.

Ejendommen er 160 kvadratmeter stor og ligger tilbagetrukket på en 1.419 kvadratmeter stor grund.

Se huset her.

København K

Dem støder du på i området: Nicklas Bendtner, Michael Laudrup, Christopher, Lars Løkke, Grevinde Alexandra.

Vil man flytte i hus i Københavns inderste postnumre kræver det billigste, der er til salg for øjeblikket, at man minimum lægger 6.995.000 kr.

For det beløb kan man nemlig få sit navn på skødet til et 116 kvadratmeter stort rækkehus, der ligger i området nær Refshaleøen.

Se huset her.

Frederiksberg

Dem støder du på i området: Daniel Agger, Johan Bülow, Anders Matthesen, Casper Christensen, Rasmus Seebach.

Er det allérne og den mondæne tilværelse på Frederiksberg, der trækker i dig, er du ikke alene. Flere kendte danskere har nemlig også gjort hovedstads-enklaven til deres hjemsted.

Og måske netop derfor skal der knap otte millioner kr. til, hvis du vil flytte i hus i bydelen. For det beløb får du således 145 nybyggede kvadratmeter tæt på Ågade.

Se huset her.

Østerbro

Dem støder du på i området: Sara Blædel, Sofie Linde & Joakim Ingversen, Tal R, Eva Kruse, Jeanette Ottesen.

En stribe kendte ansigter har også til huse på Østerbro, og vil du i fremtiden have hjemme i et hus i samme bydel, kræver det, at du er villig til at betale knap 3,4 millioner kr.

Det er nemlig, hvad bydelens mindste ejendom, der ligger i den ydre del af postnummeret, koster. Huset er 129 kvadratmeter stort.

Se huset her.

Aarhus

Dem støder du på i området: Steffen Brandt, Thomas Helmig & Renée Toft Simonsen.

Jyllands hovedstad og landets næststørste by lægger naturligvis også postnummer til flere kendtes adresser.

Og er det også Smilets By, dit hjerte banker for, skal der lige nu lægges 2.295.000 kr. for områdets billigste hus, der ligger midt mellem midtbyen og universitetet.

Ifølge salgsannoncen er der tale om et “håndværkertilbud med stort H”.

Se huset her.

Powered by Labrador CMS