Rygtemøllen kører: Er royalt par sammen igen?

Sarah Ferguson har netop været med prins Andrew på officielt besøg i Bahrain. Nu går der rygter om, at de igen danner par.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rygter vil vide, at Sarah Ferguson og prins Andrew, som blev gift i 1986 og skilt i 1996, nu igen danner par. Det sker efter, hun sluttede sig til sin eks-mand, da han var på officielt besøg i Bahrain i weekenden. Det er angiveligt første gang i 25 år, at hertuginden af York er med ved et officielt, royalt besøg, rapporterer ITV.

Men, at Sarah Ferguson og prins Andrews ses sammen, er der som sådan ikke noget nyt i. Det er blandt andet sket ved Royal Ascot (et heste-væddeløb, red.) og lignende ikke-kongelige begivenheder, hvor de også har haft deres døtre, prinsesse Eugenie og prinsesse Beatrice, ved deres side.

En talskvinde for Sarah Ferguson har da også allerede benægtet, at det tidligere par nu igen er sammen.

– Hertugen og hertuginden af York fortsætter med at være gode venner, og intet har ændret sig i deres forhold, har hun sagt til The Sun.

ITV reporter insisterer

Til gengæld insisterer ITV reporter Chris Ship, på, at rygterne taler sandt, og at parret “uofficielt” er sammen igen. Blandt andet på twitter.

Prins Andrew var inviteret til Bahrain af landets kronprins, og han og Sarah Ferguson blev ifølge ITV indkvarteret  på Ritz Carlton-hotellet.

Under besøget gæstede Hertugen af York Storbritaniens “Naval Support Facility”, hvor han var vært ved et arrangement, Pitch@Palace Bahrain 2.0, der er en platform, hvor iværksættere kan præsentere forretningsideer overfor et indflydelsesrigt publikum.

En kilde har også fortalt den royale reporter Rebecca English fra Daily Mail, at prins Andrew ikke var ledsaget af nogen form for familien under de arbejdsrelaterede dele af besøget.

– Men uanset det, så er det ikke normalt, at de kongelige kombinerer arbejdsbesøg med personlige rejser, har Rebecca English udtalt.

Til Formel 1 løb

I løbet af weekenden var Sarah Ferguson og prins Andrew også på plads ved Formel 1 løbet Bahrain Grand Prix, hvor de havde tilslutning af deres ældste datter, prinsesse Beatrice, og hendes nye kæreste, Edoardo Mapelli Mozzi.

Sarah Ferguson delte et billede fra arrangementet på Instagram. Prins Andrew var ikke med på billedet, men hun nævnte ham i teksten og hashtagged #familytimes.

– En sådan glæde at blive inviteret til at deltage i Bahrain Grand Prix med @hrhthedukeofyork og Beatrice. Spændt på at møde @frankiedettori_ #familytimes @ f1 # luckyme, skrev hun.



Ferguson menes selv at have betalt for sin egen del af rejsen, skriver ITV.

 

 

 

 

Powered by Labrador CMS