Runder skarpt hjørne

Mange af landets revyscener har haft glæde af kapelmester og komponist Henrik Krogsgaard. Han fylder 70 år den 27. april

Kapelmester Henrik Krogsgaard er en af de mest kendte ansigter i dansk revy. 27. april fylder han 70 år. Dette billede er dog af lidt ældre dato – fra 1997. (Arkivfoto) – Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Siden 1970’erne har Henrik Krogsgaard været en af de mest populære pianister i Danmark. Han har spillet i utallige revyer, figureret i flere DR-programmer og er også et kendt ansigt i Grand Prix-miljøet.

Revyer landet over har haft glæde af virtuosen, der både har komponeret og styret musikken, og som fylder 70 år den 27. april.

Han har spillet klaver fra en tidlig alder, og allerede som 17-årig blev Krogsgaard kapelmester. Det skete i Cirkus Schumann.

I 1972 stod han i spidsen for orkestret i tv-underholdningsprogrammet “Den gyldne pil”, som havde Otto Leisner som vært.

I en række sæsoner var han desuden fast inventar som kapelmester i store københavnske revyer på ABC Teatret, Amager Scenen og i Cirkusrevyen på Bakken. Dertil har han været involveret i revyer i Kerteminde, Sønderborg, Helsingør og Vildbjerg.

Henrik Krogsgaard har også figureret i diverse DR-programmer, blandt andet Melodi Grand Prix.

I chok over farens selvmord

Jo, karrieren er fløjet afsted, og Henrik Krogsgaard har nydt stor succes. Men sådan har det ikke altid været i privatlivet, fortalte han til Billed-Bladet i 2011.

I 1983 begik hans far selvmord, og det er han aldrig rigtig kommet sig over. Heller ikke selv om forholdet til faren var nærmest ikkeeksisterende.

– Jeg var 32 år dengang og spillede på Amagerscenen. Da jeg kom hjem, sad mor i mit køkken, og jeg vidste med det samme, hvad der var sket. På det tidspunkt havde de været skilt i ti år.

– Far var flyttet til Fyn og havde fået en ny kæreste, men om det var, fordi hun var død, og han ikke magtede at skulle begynde forfra en gang til, ved jeg ikke. Vi havde ingen kontakt. Jeg havde på det tidspunkt for længst afskrevet ham som far, sagde Henrik Krogsgaard til Billed-Bladet.

Efter mange år som bosiddende på Bornholm flyttede Henrik Krogsgaard i 2017 til Hornbæk nord for København.

Man kunne måske forledes til at tro, at musikken fylder det hele i hans liv. Men sådan er det ikke. Han er nemlig også passioneret hesterytter.

Powered by Labrador CMS