Runder skarpt hjørne

Søren Egge Rasmussen, som 2. juli fylder 60 år, var en dygtig atletikudøver og arbejdede som murer og økologisk landmand, inden han i 2015 kom i Folketinget

Enhedslistens Søren Egge Rasmussen har de seneste seks år haft mulighed for at stille ministre til ansvar som medlem af Folketinget. I sine unge dage var han indehaver af flere danske ungdomsrekorder i atletik, og senere arbejdede han som murer og økologisk landmand. (Arkivfoto) – Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Han fik først i en relativt sen alder en fast plads i Folketinget for Enhedslisten, men forinden havde han smagt på Christiansborg tre gange i kortere perioder som vikar.

Tidligere havde han i en årrække haft sæde i Aarhus Byråd, mens han sideløbende arbejdede som tømrer og senere økologisk landmand.

Søren Egge Rasmussen, som fredag 2. juli fylder 60 år, havde været vidt omkring, inden han i 2015 blev valgt ind i Folketinget.

Hans far var skovfoged, så han havde fra barnsben interessen for natur og miljø med sig.

Han havde også talent for atletik, og han var indehaver af flere danske ungdomsrekorder. Herunder på maratondistancen, som han i 1978 som 17-årig løb i tiden 2 timer, 37 minutter og 42 sekunder.

Blev tømrer

Efter at have taget studentereksamen fra Randers Statsskole i 1981 blev det dog tømrerfaget, der fik taget i Søren Egge Rasmussen, og efter at have uddannet sig til tømrer arbejdede han i branchen i en del år.

Lige før årtusindskiftet sadlede han om og gik i gang med uddannelsen til økologisk landmand på Den Økologiske Landbrugsskole i Vendsyssel.

Han arbejdede som økologisk landmand i en del år, hvor han også tog grønt bevis som driftsleder på Den Økologiske Landbrugsskole i Kalø.

Siden 1996 har han boet i Andelssamfundet i Hjortshøj nord for Aarhus, som er et økosamfund. Her har Søren Egge Rasmussen været med til at bygge huse, lige som han har arbejdet som økologisk landmand på deltid.

Bor ved siden af kæresten

Han bor i et rækkehus i andelssamfundet, mens hans kæreste bor i huset ved siden af.

Hans politiske karriere blev indledt med et engagement i fredsbevægelsen og med solidaritetssamarbejde med Mellemamerika.

Søren Egge Rasmussen sad i byrådet i Aarhus fra 1994 til 2001, og i det første årti i dette årtusind havde han tre vikarperioder i Folketinget af kort varighed.

De seneste seks år har han siddet i Folketinget, hvor han blandt andet er Enhedslistens boligordfører, fødevareordfører og landbrugsordfører.

Inden tiden i Folketinget var han i nogle år bestyrelsesformand i energiselskabet NRGi amba og i Havvind Århus Bugt A/S.

Powered by Labrador CMS