Rubik fik sin terning igennem Jerntæppet
Rubiks terning, i Danmark kendt som professorterningen, er populær verden over. Den blev skabt bag Jerntæppet i Ungarn. Den 13. juli fylder ophavsmanden 75 år.
Noget legetøj er vi bare vilde med, uanset hvor i verden vi bor. Lego for eksempel.
Men også legetøj, hvor hjernen skal bruges til at tænke hurtigt, kan blive en succes.
Spørg bare Ernõ Rubik. Han er ungarer, og det var ham, der skabte “Rubiks terning”, eller professorterningen, som den kendes i Danmark.
Han udviklede den tilbage i 1974, og terningen har lige siden præget hans liv. Den 13. juli fylder han 75.
Der holdes stadig konkurrencer rundt om for at se, hvem der hurtigst kan løse terningen, og det er ikke kun i vores del af verden.
I april skrev eksempelvis Ghanas Nyhedsbureau (GNA), at landets første konkurrence i at samle terningen på tid var blevet holdt på landets skoler.
Verdensrekorden menes at være fra 2018 og blev sat af kineseren Yusheng Du, der brugte 3,47 sekunder på at få terningens ni kvadrater på hver side drejet på plads, så hver side har sin egen farve.
Ernö Rubik blev uddannet som arkitekt på det tekniske universitet i Budapest i 1967. Senere læste han design på den ungarske kunsthåndværkerskole.
Han var klar med sin terning i 1974, da han var blevet professor i arkitektur.
Kom til Vesten – med forsinkelse
Det var under den kolde krig – Ungarn lå i den kommunistiske Østblok – men terningen slog alligevel igennem i Vesten, dog først lidt senere.
I et interview med avisen Hungary Today den 1. januar i år fortæller Rubik, at interessen i Vesten eksploderede fra 1980 og tre år frem. Derefter begyndte efterspørgslen at flade ud.
Ud over terningen har Rubik, der har levet hele sit liv i Ungarn, udviklet andre mekaniske puslespil, blandt andre Rubiks slange. Han har haft egen virksomhed.
I 1987 blev han professor og rektor på Ungarns ingeniørakademi.
Artiklen fortsætter under videoen
Terningen har sat sit præg på hans liv, men han har også vedligeholdt interesser som vandreture, sejle på Balaton-søen og dyrke kaktusser.
I interviewet med Hungary Today bliver han spurgt om terningens betydning for ham i dag.
– Den er en del af mit liv. Jeg får flere invitationer, end jeg kan besvare. Jeg rejser, flyver, og jetlag er blevet en kamp, specielt med de lange oversøiske rejser, siger han.
– Men jeg tager aktivt del i større arrangementer, sådan at terningen, der bærer mit navn som varemærke, udvikles og forbliver stærk, stabil og succesrig i lang tid.