Royale indtager hypet festival
Olympia, datter af Grækenlands tidligere kronprins Pavlos, og monegaskiske prinsesse Stéphanies datter, Pauline Ducruet, har været på musikfestivalen Coachella.
Der har været masser af royal glans over årets Coachella.
Den hypede californiske musikfestival har nemlig haft besøg af monegaskiske Pauline Ducruet, der er datter af Monacos prinsesse Stéphanie, og Olympia, der er datter af Grækenlands tidligere kronprins Pavlos.
Det fremgår af deres respektive Instagram-profiler.
“Bedste weekend”
Under hashtags som “bedste weekend” har Pauline Ducruet delt et foto, hvor hun iført denim står med en arm i vejret og ryggen til fotografen sammen med en ven.
Den 22-årige monegasker er datter af den borgerlige Daniel Ducruet og Monacos prinsesse Stéphanie, der er søster til landets royale overhoved, fyrst Albert.
Også Maria-Olympia, der til dagligt kalder sig Olympia til fornavn, har været forbi årets Coachella.
Det viser hun på et festligt foto delt på Instagram.
Datter af tidligere kronprins
20-årige Olympia er datter af Grækenlands tidligere kronprins Pavlos og Marie-Chantal.
Den tidligere kronprins er søn af ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie, der er søster til Danmarks regent, dronning Margrethe.
Grækenland har ikke længere et monarki siden militærkuppet i 1967, men nogle af medlemmerne fra det tidligere græske kongehus bruger stadig de royale titler.
Se billederne her:
Pauline Ducruet:
Prinsesse Olympia:
/ritzau/FOKUS