Royal trio sender videohilsen til OL-atleter

Det britiske kongehus har i anledningen af OL optaget en videohilsen, hvor de ønsker de britiske atleter held og lykke i Brasilien.

I en ny video ønsker prins William, hertuginde Kate og prins Harry alle landets atleter held og lykke ved De Olympiske Lege. Foto: ADNAN ABIDI/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

De britiske atleter, der deltager i dette års OL, har fået en opmuntrende hilsen fra det britiske kongehus med i rygsækken.

I en ny video ønsker prins William, hertuginde Kate og prins Harry alle landets atleter held og lykke ved De Olympiske Lege, som i år finder sted i Rio de Janeiro i Brasilien. Det skriver The Telegraph.

Den royale trio, som overværede mange arrangementer til OL i London i 2012, sender i videoen til de 366 atleter et håb afsted om, at de professionelle sportsudøvere i år kan gøre OL til noget helt særligt og vinde flere medaljer på udenlandsk jord end nogensinde før.

Mens prins William i videoen lægger vægt på, at Storbritannien har nogle umådeligt dedikerede fans, sender hertuginde Kate et “held og lykke” afsted.

– London 2012 viste det bedste af britisk sport, og vi er alle så spændte på at se, hvad der kan blive opnået i Rio. Vi kan ikke vente med at se alle konkurrere. Held og lykke, siger hertuginden i videoen.

Også prins Harry bidrager med lidt opbakning til de engelske atleter.

– Alle medlemmer af det britiske hold vil have en unik rejse, men de deler alle det samme mål: at levere den bedste præstation de overhovedet kan, lyder det fra prins Harry.

Den officielle åbningsceremoni for årets OL afholdes lidt over midnat natten til lørdag dansk tid.

Du kan se den royale trios video nedenunder…

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS