Royal ros til Greta Thunberg
Den svenske dronning roser den unge klimaaktivist Greta Thunberg for hendes kæmpe engagement og indsat for miljøet.
Den unge klimaktivist, 16-årige Greta Thunberg, er blevet berømt i hele verden for sit kæmpe engagement og sin indsats for miljøet. Hun har startet en miljøbevægelse og fået unge over hele kloden op på klima-barrikaderne.
Hun har mødt paven, talt ved flere begivenheder, blandt andet på World Economic Forum i Davos og ved klimamarchen her i Danmark den 25. maj. Hun er desuden blevet udnævnt til en af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Det skriver Svensk Dam.
Nu har også Dronning Silvia været på banen med ros. Det skete ved en pressekonference i forbindelse med et kongeligt statsbesøg i Irland. Her spurgte en lokal journalist, om hun ikke er stolt af Greta Thunberg.
En vidunderlig stemme i debatten
– Jeg synes, det er en spændende bevægelse, og det er fantastisk, at så mange mennesker lytter til hende. Hun er en vidunderlig stemme i debatten. Så ja, jeg beundrer hende. Det er unge mennesker, der viser os, hvad vi skal gøre, svarede dronningen.
Også den svenske kronprinsesse Victoria er imponeret af sin unge landsmandsinde. Det kom frem, da hun for et par uger siden besøgte en skole i Hanoi i Vietnam, hvor eleverne spontant spurgte ind til Greta Thunberg, skriver Svensk Dam.
– Det hun gør, er virkelig fantastisk. Det giver mig håb, svarede kronprinsessen.
Greta Thunberg var total ukendt indtil hun begyndte at “skolestrejke” for klimaet uden for Riksdagen i Stockholm i august sidste år. Noget hun lige siden har praktiseret hver fredag og ifølge Svensk Dam har tænkt sig at forsætte med, indtil Sverige får en miljøpolitik, der svarer til Parisaftalen.